Booking af overnatninger via udlejningsplatforme
18.12.2024
Foto: Jakob Vingtoft
Gennem forskellige udlejningsplatforme kan privatpersoner booke overnatninger i ind- og udland. I Danmark er Airbnb den største kommercielle aktør på dette marked, men også andre platforme tilbyder udlejningsmuligheder.
I 2024 offentliggjorde Eurostat opdaterede data fra udlejningsplatformene Airbnb, Booking.com, Expedia og Tripadvisor. Tallene viser antallet af overnatninger fra 2018 til og med 2023 for 31 lande (27 EU- og 4 Efta-medlemslande). Data omfatter udlejning af ferieboliger og private hjem. Hoteller og campingpladser er ikke inkluderet.
Data viser, at:
- Udlejningsplatformene oplevede en fremgang i antallet af overnatninger i 2023 sammenlignet med 2022. Antal overnatninger booket via udlejningsplatforme steg med 28 pct., som er noget højere end udviklingen for alle kommercielle overnatninger (+0,2 pct.)
- Antallet af udenlandske overnatninger i Danmark, booket via en udlejningsplatform, steg med 33 pct. sammenlignet med 2022. Antallet af danske overnatninger steg med 13 pct. fra 2022 til 2023.
- Både storbyerne og Kyst- og naturdanmark oplevede en stigning i antallet af overnatninger booket vi udlejningsplatforme.
- De danske storbyer oplevede en fremgang mellem 18 og 34 pct. i antallet af overnatninger booket via udlejningsplatforme. Antallet af overnatninger booket via udlejningsplatforme ligger i Aarhus, Odense og Aalborg højere end 2019-niveauet.