Drejet Strand, Spodsbjerg
Lavt vand og fint sand gør stranden ved Drejet syd for Spodsbjerg meget børne- og handicapvenlig.
Drejet Strand ved Spodsbjerg er beliggende centralt på Langelands østkyst, nær et af de mest populære sommerhusområder på Langeland. Er man i bil kan stranden nås via Drejet lige syd for Spodsbjerg, som fører til de tre parkeringspladser stranden har.
God plads og gode forhold
Der er god plads på stranden med dens 25 meters bredde og 500 meters længde. Strand og havbund består af fint sand med en del mellemstore sten. Vandet ud for stranden er lavt og man skal ret langt ud i vandet før det bliver dybt, og er derfor velegnet til børn. Desuden er der lagt kørermåtter der giver nemmere adgang til standen (OBS: det går ikke ud til vandet).
Gode faciliteter
Stranden er udstyret med flere skraldespande, toilet- og handicapfaciliteter i den sydlige ende, førstehjælpskit, redningskrans, nødtelefon.
Stranden er markeret med Blåt flag, som garanterer god badevandskvalitet og at stranden er ren og velholdt.
Stranden er desuden velegnet til wind- og kitesurfing.