©  Foto:

Tirpitz

Gå på opdagelse i den gamle bunker, og kom med under sandet og lyt til vestkystens skjulte fortællinger om forliste skibe, kostbare ravskatte og forbudt kærlighed. Det danske arkitektfirma BIG har skabt de spektakulære rammer for en attraktion skjult under sandet i det fredede klitlandskab ved Blåvand. Museet rummer fire faste udstillinger, galleri til skiftende udstillinger samt café og butik.

Tirpitz, Blåvand – arkitektur i verdensklasse

På opdagelse i udstillingerne

Ikke blot arkitekturen, men også udstillingerne er noget helt særligt. De hollandske oplevelsesdesignere Tinker Imagineers, der har vundet adskillige priser i Europa, har designet udstillingerne med fokus på oplevelser for hele familien.

Den skjulte vestkyst


Tag med på en tidsrejse, der starter hos mammutterne på den store slette, hvor der nu er vesterhav. Rejsen fortsætter til det tidlige Blåvand med troldkarle og smuglerkro, forbi havets helte og helt frem til 1970’ernes blomstrende campingliv.

Havets guld


Et smukt skatkammer rummer én af Europas fineste ravsamlinger, og giver plads til fordybelse. Mød også ravsamleren, der fortæller om, hvordan man selv finder rav. Bliv fascineret at ravets egenskaber i ravskoven, og lær at kende forskel på rav – og gule sten.

En hær af beton


Anden Verdenskrig handlede ikke kun om beton og kanoner, men var først og fremmest en verdenstragedie, der ramte helt almindelige mennesker – også på den danske vestkyst. Mød nogle af disse skæbner i udstillingen, der er bygget op som et bunkerlandskab.

Tirpitz-bunkeren


Den gamle bunker ligger som et vidnesbyrd om Anden Verdenskrigs omfattende konsekvenser. Som en enorm betonklods fuld af hemmeligheder kalder den på, at man går på opdagelse i de smalle gange. Også her gemmer der sig et væld af gode historier.