Sønderho Mølle på Fanø
I 1928 købte Fonden Gamle Sønderho gallerihollændermøllen, der er opført i 1895.
Møllen, der var dømt til nedrivning, er siden restaureret i etaper, og inden for de seneste år fået ny møllevinge og krøjekrans.
Møllens geniale og enkle konstruktion bygger på århundreders erfaringer og er et imponerende stykke balancekunst. Skrogets otte højben står faktisk løst på undermøllens murværk, og hatten - med vinger, vingeaksel, hattehjul og krøjeværk - hviler på bare 8 små jernklodser, der glider på et jernbånd i skrogets top. Egenvægten alene får det hele til at blive stående - i storm og stille!
Sønderho Mølle kan beses indefra, da døren er åben fra påske til slutningen af uge 42. Møllen er ubemandet og enhver form for færdsel indendørs såvel som udendørs er på eget ansvar.