©  Foto:

Aalborgtårnet

Aalborgtårnet er et af Aalborgs vartegn og i hvert fald det højeste. Her kan du nyde den smukke udsigt over Aalborg i ro og mag. Tag elevatoren 55 meter op og nyd en 360-grader-panoramaudsigt

Aalborgtårnet troner majestætisk over Aalborg by og har gjort det i en menneskealder. Siden 1933 har det vogtet over byen fra sin placering på Skovbakken, kun et stenkast fra Kunsten. Bakke + tårn giver i alt 105 meter over havets overflade, så udsigten lader ikke meget tilbage at ønske.

Tårnet er i besiddelse af Nordeuropas længste udendørs elevator, så turen mod toppen er en oplevelse i sig selv. Når man så langt om længe er kommet op, kan den flotte udsigt nydes ad libitum. Og du kan passende tage dig lidt at spise i tårnets egen bistro.

Udsigt til alle

I bistroen er der plads til op til 50 spisende gæster, men frygt ej, der er udsigt nok til alle. 360 grader panoramaudsigt fra tårnets top giver mulighed for at overskue den travle aalborgensiske hverdag midt mellem skov og vand langt fra stress, jag og brølende trafik.

Tårnet blev opført i 1933, og selvom det efterhånden er mange år siden, så er tårnet i tip-top stand. Takket være en restaurering i 2005, står Aalborgs højeste punkt rustet til endnu mange års tro tjeneste - til glæde for byen og dens mange turister. Tårnet holder dog af sikkerhedsmæssige årsager lukket, hvis det blæser omkring eller mere end 10-12 m/sek. og det er nok meget godt…  

Læs mere om Aalborgtårnet…

Grøn rejse med bus og tog i Nordjylland

Det er nemt at komme rundt i Nordjylland med offentlig transport. Planlæg din rejse med bus, tog og Plustur på rejseplanen.dk

Hvad ved du om Aalborgtårnet? Test din viden.