Aarhus Hostel og Hotel
Aarhus Hostel og Hotel ligger i Aarhus-forstaden Hasselager, kun 10 km fra Aarhus midtby. Oplev her den særlige danske højskolestemning i rolige omgivelser, perfekt til afslapning efter en dag i byen og med gratis parkering, god offentlig transport og Green Mobility hotspot.
Miljøvenlig komfort
Aarhus Hostel og Hotel er Green Key-certificeret, hvilket betyder, at de lever op til strenge miljøkrav. Med solceller, der stort set dækker deres elforbrug, og et innovativt system til indsamling og brug af regnvand i toiletter og maskiner, sætter de en høj standard for bæredygtig turisme.
Læs mere om de mange bæredygtige tiltag her.
Hyggelige værelser
På Aarhus Hostel og Hotel er der 37 værelser til henholdsvis 1, 2 og 4 personer. Værelserne består af en blanding af hotel- og hostelværelser. Hotelværelserne har alle sammen eget badeværelse. Nogle af hostelværelserne deler toilet og bad, men er til gengæld meget prisvenlige, andre har eget badeværelse.
Fællesfaciliteter
I underetagen er der opholds- og spisestue med TV og gæstekøkken i forlængelse heraf, som er til fri afbenyttelse af alle overnattende gæster. I stueetagen er der endnu en opholdsstue med TV, forskellige brætspil og adgang til en hyggelig udestue.
Stuerne er ofte mødested for sjove og hyggelige fællesaktiviteter. I underetagen er der et aktivitetsrum med bl.a. billardbord. Hvis konkurrenceånden kommer op I jer, kan I dyste både i brætspil og billard, og udendørs også på den gode discgolfbane.
Gæstekøkken
Gæstekøkkenet i underetagen har fælles køleskab, som tømmes og rengøres regelmæssigt. Der er god plads til at lave mad, og der er både komfur og mikrobølgeovn. I forbindelse med køkkenet er der en opholds- og spisestue.
Skønne udendørs arealer
Aktiviteter i det fri
Aarhus Hostel og Hotel er omgivet af grønne arealer, hvor du frit kan bruge grillen, bålhytte og discgolfbanen. Den store græsplæne er ideel til havespil, solbadning eller en hyggelig picnic. Området byder også på flere terrasser og bord/bænkesæt, hvor du kan finde hyggelige kroge til en stille pause.
Skov og sø
I den nærliggende skov finder du en charmerende bålhytte og en lille sø, hvor du kan nyde naturens ro og afslutte dagen med et bål under åben himmel.
Vaskefaciliteter
I vaskerummet kan du benytte stedets vaskemaskine, tørretumbler og tørrestativ. Her finder du også både strygejern og strygebræt, som begge frit må benyttes.
Ekstra faciliteter
- Gratis parkering
- Opladning af elbil
- Åbent hele året
- Selvbetjenings ud- og indtjekning som det passer dig
- Prisniveau: 2-personers værelse: Fra DKK 450
Tøv ikke - book din overnatning og få en skøn oplevelse på Aarhus Hostel og Hotel.