©  Foto:

Bjerre Arrest

I landsbyen Bjerre ligger denne bemærkelsesværdige bygning, der er rig på historie. Det gamle tinghus bærer på spændende historier og bliver i dag brugt til events og rundvisninger.

Historisk ting- og arresthus

Hvis du har kørt gennem landsbyen Bjerre nær Horsens har du uden tvivl lagt mærke til dette markante, rå bygningsværk med tremmer for vinduerne fra hovedvejen. Når du passerer bygningen, kan du fornemme den spændende historie, der har udspillet sig i de gamle lokaler.

Bjerre Arrest er opført i 1846. Her sad fanger, der afventede deres straf. Der er også en tingsal i bygningen, hvor der afholdtes rettergang, ligesom også arrestforvarerens private bolig var at finde her.

Fra 1923 blev bygningen udlejet til Horsens Statsfængsel. Under Danmarks Besættelse blev den brugt som anneks til Statsfængslet og husede modstandsfolk. Efter krigens afslutning sad værnemagere fængslet i de gamle celler.

 

Tag på rundvisning i arresten

Den første mandag i måneden kl. 11.00 afholdes der rundvisning i Bjerre Arrest. Her får du muligheden for at se bygningen på nærmeste hånd og høre de mange spændende historier, der knytter sig til stedet. Rundvisningen i Bjerre Arrest tager cirka en time og omhandler:

  • Bygningens arkitektur og historie
  • Bygningens ejerforhold
  • Bjerre Retsvæsen
  • Historier om de indsatte
  • Bygningen i dag
  • Bygningens fremtid

Foreninger og grupper er velkomne til at forhøre sig om muligheden for en rundvisning udenfor de fastsatte datoer.

 

Book Bjerre Arrest til events

I dag bliver Bjerre Arrest foruden rundvisninger også brugt til events. Her har der blandt andet været afholdt teaterforestillinger og NERF battles. Lokalerne egner sig til en bred vifte af aktiviteter og begivenheder. Hvis du er på udkig efter den helt rigtige fotolokation eller unikke rammer til dit foredrag eller din kunstudstilling, så kan Bjerre Arrest danne rammerne om mindeværdige oplevelser.

Kontakt Jan Simris på jan@simris.dk eller +45 4233 7637 for at høre nærmere.

Bonusinfo: Arkitekten bag Bjerre Arrest hed Frederik Ferdinand Friis. Han har også slået stregerne til det nærliggende Horsens Statsfængsel.