Dittes deller og Mortens mel
Ved første øjekast ligner det for de fleste forbipasserende bare grønne stængler. Senere på sommeren modnes de og bliver gule, men er stadig bare stængler med noget i toppen. For det trænede øje er stænglerne dog de fineste fødevarer skabt af dygtige og engagerede hænder.
Melmandens mission
På markerne omkring Brundby, Ballen og Nørreskifte dyrker Morten Øster Kristensen korn. Klassikere som havre og rug svajer ved siden af mere eksotiske sorter som bl.a. purpurhvede, ølandshvede, svedje og spelt. Det hele er økologisk, og når Morten har høstet, ender det rensede korn i siloer på slægtsgården Kristensminde.
Gården huser også et mølleri. Morten kommer af en gammel møllerslægt, og i år er det 10 år siden, han etablerede virksomheden Samsø Mel. Når Morten maler kornet på den smukke stenkværnsmølle, der er håndbygget i Østrig, foregår det nænsomt, så de sunde kimdele bliver tilbage. ”Jeg maler stort set hver dag, så kunderne kan få frisk mel. Det er vigtigt for bageevnen, og bl.a. derfor er vores mel efterspurgt hos nogle af landets bedste bagerier, hoteller og restauranter,” fortæller Morten.
Et andet populært produkt fra Mortens marker og hænder er havregryn, der kommer i både grov- og finvalset version. ”Havren valser jeg selv på en valsemølle, og der er masser af gode fibre, mineraler og vitaminer i grynene,” forsikrer Morten.
Linser for Livet
Er navnet på den virksomhed, som Ditte Tranberg startede for fem år siden. Ditte var køkkenleder i en børnehave, og fik der idéen til at kværne linser til mel. ”Linsemel er meget proteinrigt og mættende, og det kan bruges i bl.a. plantebaserede burgerbøffer, i pandekager og glutenfri boller. Og så selvfølgelig de populære grøntsagsdeller, som jeg har lavet som færdigblanding, hvor der kun skal tilsættes vand og grøntsager,” forklarer Ditte.
Linser er en af de tidligste kulturplanter i verden, og det bruges i stor stil særligt i arabiske og asiatiske lande, men i Danmark er den mere ukendt. ”Særligt linsemel er noget nyt for danskerne, og det vil jeg gerne være med til at lave om på,” fortæller Ditte.
Jørgen Tranberg, Dittes far, er landmand på Samsø, og det er blandt andet ham, der dyrker linserne til Ditte. ”I starten importerede Ditte linserne fra Tyrkiet, og så tænkte jeg, at dem kan vi da sagtens dyrke her,” fortæller Jørgen. Og som sagt så gjort. I 2019 var den første høst klar til glas og poser. ”Der dyrkes stadig ikke nok linser i Danmark til at dække behovet, så jeg er nødt til at importere fra Tyrkiet et stykke tid endnu, men planen er helt sikkert, at der fremover kun skal bruges danske linser,” fastslår Ditte.
Linsen er en bælgplante. Den bliver omtrent en halv meter høj, og på Jørgens marker har han valgt at plante den sammen med havre. Dels for at begrænse ukrudt – det hele er nemlig økologisk – dels for at give støtte til linseplanterne. I 2021 har Yduns Have på Samsø tilplantet et stykke med linser til Ditte, så hun i år har to sorter af samske linser klar til sine sultne kunder.