©  Foto:

Fængselsmuseet

På Fængselsmuseet i det gamle Horsens Statsfængsel kan du opleve, hvordan det var at være både indsat og ansat i fængselsvæsnet gennem tiden. Museet har vundet priser for sin spændende og engagerende måde at formidle viden og fakta på - et besøg værd for folk i alle aldre!

Oplev det dramatiske prisvindende museum

Murene på det gamle Horsens Statsfængsel gemmer på mange voldsomme, fantastiske og fascinerende historier. Som gæst på museet vil du med garanti få en unik, tankevækkende og mindeværdig oplevelse du sent vil glemme.

Med det samme du bliver låst ind i Europas største fængselsmuseum, bliver alle dine sanser bragt i spil. Udstillingerne byder nemlig både på oplevelser, der kan ses, høres og lugtes. Netop derfor er en tur rundt i den fantastiske bygning en stor oplevelse for både børn og voksne. Og det er grunden til, at museet flere gange har vundet priser for dets spændende udstillinger. Her har du muligheden for at komme med bag tremmerne og møde tidligere indsatte som skygger på væggene. Livet i FÆNGSLET og historien om det danske fængselsvæsen fortælles desuden gennem skærme, telefoner og samtaleanlæg.

På vægge, døre og skabe kan du se de til tider voldsomme eller humoristiske budskaber fra de indsatte malet eller tegnet ind som et evigt minde om deres tid i statsfængslet. Sammen med de digitale værktøjer er det med til at fortælle den autentiske historie om livet bag tremmer.

 

Flugttunneller, henrettelser og fangekældre

Fængselsmuseet er sprængfyldt med bemærkelsesværdige historier. Mest kendt er nok flugtkongen Carl August Lorentzens imponerende 18 meter lange tunnel, der ledte fra hans celle og ud til friheden. At skabe sådan en tunnel har krævet en enorm mængde hårdt arbejde, dedikation og vedholdenhed. Den inspirerende fortælling om Lorentzen var dengang på alles læber og lærte den danske befolkning, at ”Hvor der er en vilje, er der også en vej”.

Besøg også den mørke fangekælder, der i sin tid blev brugt til straf, afretning og disciplin af fangerne.

Lær om Horsens Statsfængsels store rolle under 2. verdenskrig. Og bliv klogere på Werner Best – den tyske værnemagts leder, der blev dømt til døden efter krigen og afsonede i Horsens.

Se, hvor og hvordan dødsdømte fanger blev henrettet i fængslets tidlige periode i 1800-tallet. Og hvordan foregik det egentlig når fangerne fik ægteskabeligt besøg og skulle være romantiske?

 

Aktiviteter for børn

Fængslets fortællinger kan være ret dramatiske, men de bliver stilfuldt formidlet på en familievenlig måde. Du kan sagtens tage børnene med og give dem en god dag, og der er særlige aktiviteter rettet mod familiens yngste. En god måde at opleve fængslet for børnefamilier er med ’Det Skjulte Stempel’. Gennem en lang række sjove og udfordrende opgaver og gåder, formidles museets udstillinger gennem leg. Man kan næsten sige, at oplevelsen læner sig op af escape room konceptet - blot for børn. Ved ankomst kan I få udleveret et skrivehæfte fra en tidligere fange med opgaver, som skal løses for at I igen får adgang til friheden.

Ved ankomst får I også udleveret et hæfte for aktiviteten ’Fuglen er fløjet’. En flok fugle har nemlig forvildet sig ind på fængslet, og det er jeres opgave at finde dem. 

Børn under 18 kommer gratis ind på Fængselsmuseet. 

 

Tag med på rundvisning

I ferier og på øvrige udvalgte dage kan du komme med til rundvisninger med museets dygtige formidlere. Der arrangeres også rundvisninger, hvor fængselsbetjente, der tidligere har været ansat i statsfængslet, fortæller om deres oplevelser. 

Du kan booke rundvisninger via dette link

 

Priser og åbningstider

Fængselsmuseet holder åbent tirsdag-søndag året rundt, og holder også mandagsåbent i perioden juli-september. Du kan se de aktuelle åbningstider og priser på denne side. 

 

Besøg også byens andre seværdige museer

Oplev hele 4 museer i Horsens med én billet: Museumskortet giver dig adgang til Fængslet, Industrimuseet, Horsens Kunstmuseum og Horsens Museum i 7 dage. Læs mere om museumskortet her.