Frederiksborg Slotskirke
Frederiksborg Slotskirke, Frederiksborg Slots vestlige fløj, er et pragtfuldt udstyret og imponerende kirkerum, tænkt og bygget som kongefamiliens private kirke. Under enevælden blev kirken brugt som kroningskirke, i dag er den en del af Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. Kirken er dog også sognekirke, med kirkelige handlinger som gudstjenester, dåb, konfirmationer og bryllupper.
Ingen udgift blev sparet
Da Christian 4. igangsatte kirkens opførelse 1606 – 17 blev der ikke sparet på noget: dygtige håndværkere blev hentet ind fra hele Europa til at udføre den kunstneriske udsmykning, bl.a. unikt intarsiaarbejde i stolestaderne, forgyldt og bemalet stuk i hvælvingerne, apostelfigurer i alle nicher og symboler på kongens opgaver og pligter i buerne.
Enevældens kroningskirke
Efter enevældens indførelse i 1660 blev Frederiksborg Slotskirke kroningsskirke for de danske konger indtil den sidste kroning i 1840.
Skånet ved slotsbranden
Da store dele af Frederiksborg Slot nedbrændte ved den katastrofale brand i 1859, gik kirken næsten fri, og det autentiske interiør kan derfor opleves i dag. Man kan også se Ordensgalleriet med Elefantriddernes og Storkorsriddernes våbenskjolde, et stykke interessant kulturhistorie.
Compenius Orglet - en gave fra Christian 4.s søster
Kirken har 3 orgler, hvoraf det er ældste er Compenius Orglet, bygget i 1610. Orglet var en gave til Christian 4. fra hans søster, Hertuginden af Braunschweig-WolfenBüttel. Der spilles på det hver torsdag fra 13.30 til 14.00.
Sognekirke åben ved kirkelige handlinger
I dag fungerer slotskirken som sognekirke og er åben i forbindelse med kirkelige handlinger som gudstjenester, dåb, konfirmationer og bryllupper. Kirken kan ses forud for en kirkelig handling, under forudsætning af at de besøgende udviser respekt for, at de befinder sig i en kirke.
En del af Nationalhistorisk Museum
Til forskel for de fleste andre kirker i Danmark, er Frederiksborg Slotskirke ikke en åben kirke, men en del af Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. I museets åbningstid kan kirken beses fra galleriet gennem slottet.