Grøften
Gammel restaurant med en lang tradition Restaurant Grøften i Tivoli er med sine 131 år en af Tivolis ældste og mest traditionsrige restauranter. Teatercafeen er det oprindelige restaurationslokale, og det er næsten bevaret intakt, som dengang restaurationen åbnede. Siden er restauranten blevet udvidet med et stort udendørs serveringsområde, der bærer navne som Mormors kolonihave hus og Snapsegalleriet. Gammeldags dansk mad, kendisser og snaps Grøftens speciale er gedigne danske retter, som netop mormor kunne have serveret dem i sit lille hus i haveforeningen. Hjemmelavet rullepølse, flæskesteg og en lun fiskefilet er bare nogle af de ting, du finder på menukortet i den landskendte restaurant. Og den er berømt i Danmark, fordi små og store kendisser til alle tider har kunnet lide at komme der - for at se og blive set. Skulle du være så heldig at møde en af de kendte, kan du skylle oplevelsen ned med et godt glas snaps. Eller som de siger i Grøften: ’Husk snapsen - vi har 12 af slagsen’.
Max kapacitet: 600 pax