Herfølge Kirke ved Køge
Et besøg i vores smukke og charmerende kirke er et besøg tilbage i historien. Kirken stammer fra omkring år 1200 og er siden bygget til af flere omgange. Gå på opdagelse og find bl.a. to små rundbuede romanske vinduer i tårnets østside, som stammer fra den oprindelige kirke, kvindernes indgang i nordsiden fra det 14. århundrede og en kridtsten med Jesu monogram på sakristiets ydermur, dateret tilbage til 1522.
Kan du også finde Jordemoderstolen, Johannes med ørnen og vores fine gamle dåbsfad fra 1611, som venligst er udlånt af Sveriges Nationalmuseum, men som oprindeligt har tilhørt Herfølge kirke?
Hvorfor har vi en model af skibet Dannebrog? Hvorfor har B.S. Ingemann været i Herfølge kirke? Hvilket præg har kirkens tidligere ejer og frue, Rosensparre og Gyldenstjerne, sat på kirken? Hvem ligger begravet under Herfølge kirkes gulve? – og hvem er Valborg?
Dette og meget mere kan du finde svar på i vores spændende og informative kirkefolder, som er skrevet af vores to fhv. sognepræster Christina Smith og Helge Baden Nielsen tilbage i 2003, men som stadig er højaktuel. Folderen er til fri afbenyttelse og findes i Våbenhuset.
Husk også at sætte tid af til en gåtur på vores smukke og velplejede kirkegård, som i 2015 blev udvidet med et nyt område, nemlig Skovkirkegården. Gå over de små fine broer og nyd en stille stund til lyden af rislende vand i skyggen af de store bøgetræer. På området ses også den gamle præstegård, som nu er indrettet til kontorbygning.
Alle er naturligvis velkomne i kirken og på kirkegården, husk blot altid at vise hensyn og vær opmærksom på om der er handlinger i gang, inde såvel som ude.