Historiecenter Dybbøl Banke
Træd ind i de dramatiske dage under krigen i 1864 og bliv en del af dramaet, mens du får ny viden om et af Danmarkshistoriens vigtigste slag.
Hold alle sanser åbne, når du bevæger dig ind på området, hvor lyden fra de buldrende kanoner blandede sig med skrigene fra de sårede soldater. Gå på opdagelse i den historisk korrekte skanse og kig ind i barakkerne i soldaterbyen bag fronten, hvor trætte unge mænd hvilede ud mellem de blodige kampe.
Resultatet af krigen i 1864 blev, at den multinationale danske helstat faldt fra hinanden. Danmark blev reduceret til en national småstat, men fik senere en del af Slesvig tilbage i form af Sønderjylland i 1920. Preussen blev til det ekspanderende tyske kejserrige, som siden gik under og blev til forbundsstaten Tyskland, som vi kender den i dag. Det er derfor et helt centralt kapitel i Europas historie, du finder her på historiecentret.
Hunde er velkomne
De skal holdes i snor og efterladenskaber skal fjernes. De bør IKKE tages med ind i biografen pga. høje lyde.
NB. I vinterperioden, november til marts, afholdes der en række særarrangementer i weekender - se mere under "Vinter på Dybbøl Banke". Det er også muligt at booke et besøg med guide. Historiecentret har også et særligt program i vinterferien (uge 7).