©  Foto:

Autocamperpladsen på Horsens Marina

Ved Horsens’ lystbådehavn, ganske tæt på byens centrum, har du mulighed for at overnatte i egen autocamper eller campervan. Her kan du nyde godt af marinaens faciliteter, i gåafstand til byens oplevelser.

Autocamperplads i Horsens

Hvis du leder efter en plads til din autocamper, mobilhome eller campervan i Horsens, er dette den mest centrale mulighed for dig. Pladsen ligger i forbindelse med byens lystbådehavn og deler faciliteter med denne. Heriblandt kan nævnes toilet- og bad, møntvask, køkken, borde-bænke og legeplads. Havneområdet i Horsens har i de senere år gennemgået en stor forvandling fra industri til et moderne opholds- og beboelsesrum.

Fra autocamperpladsen kan du mærke den friske havbrise med udsigt til skibsmaster og Horsens Fjords vand. Lige ved siden af autocamperpladsen ligger Restaurant Pynten, og den populære bystrand Langelinie ligger kun et par hundrede meter væk. Her er der masser af liv og aktiviteter i sommerperioden.

 

Ingen booking

For at overnatte på autocamperpladsen, skal du oprette dig som gæst via smartphone. Vejledning til dette kan ses på elstanderen på pladsen. Overnatning koster 185 kr. pr. nat. Det er også muligt at købe adgang til strøm og badefaciliteter via telefon.

Det er tilladt at overnatte op til tre nætter i træk på pladsen.

Der kan kun overnattes på pladsen i autocamper. For overnatning i campingvogn eller telt henvises til områdets campingpladser.

 

Udforsk Horsens

Horsens’ shoppingcentrum ligger i kort gåafstand fra marinaen. På Danmarks bredeste gågade finder du mange spisesteder og flotte gamle bygninger. Nær havnen ligger både Horsens Kunstmuseum, Industrimuseet og Horsens Museum. Du kan købe et museumskort og få adgang til fire museer i Horsens til en fordelagtig pris.

Gåturen ind til centrum kan foregå på den nye havnepromenade. Ved marinaen kan du låne en cykel og udforske byen og naturen omkring.

Du kan få inspiration til oplevelser i Horsens på denne side.

Autocamperpladsen ligger for enden af Horsens Fjord. I denne guide kan du finde inspiration til at opleve den naturskønne fjord.