Kom helt tæt på historiens vingesus
De to gamle møller i Kolby og Brundby troner på de sydsamske bakker som smukt restaurerede minder om en tid, hvor alting gik lidt langsommere. Begge møller er åbne for besøgende henover sommeren.
Det kan varmt anbefales at bestige bakken Kolhøj i den nordlige ende af Brundby. Udsigten over den østlige del af Samsø og videre ud i horisonten mod Sejerø og Røsnæs på Sjælland er i sig selv et besøg værd. Og når man samtidig kan komme helt tæt på Danmarks måske ældste stubmølle – ja, så er der ingen vej udenom.
Brundby Stubmølle malede sit første mel for snart 400 år siden. Dengang var det godt nok indbyggerne på øen Endelave, der kunne nyde godt af melet, for det var først i 1683, møllen blev solgt til Samsø og dermed foretog et mindre øhop. Stubmøllen blev stillet op på Dansebjerg syd for Brundby, hvor den malede løs i 130 år, hvorefter den flyttede til sin nuværende bopæl på Kolhøj. Her var den i funktion indtil 1939.
I sommermånederne kan man på udvalgte dage kigge indenfor og se, hvordan melmaleriet foregik i det førindustrielle landbrug. Møllen er i øvrigt stadig fuldt funktionsdygtig, hvis nogen engang igen skulle få lyst til at male mel, som man gjorde i de gode gamle dage.
Brundby Mølle
Bygget omkring 1630
Type: Stubmølle – en vindmølle af træ, der er placeret på en fod (stub), så hele møllen kan dreje sig efter vindretningen.
Kælderhollænderen fra Kolby Lidt længere sydpå på en bakketop ved siden af vejen mellem Kolby og Kolby Kaas ligger Kolby Mølle. Med en dåbsattest fra 1859 kan møllen i Kolby ikke prale af samme høje alder som kollegaen i Brundby, men de to møller har til gengæld deres status som tilflyttere til Samsø til fælles.
Kolby Mølle blev nemlig opført i Hammel i Jylland og tog først turen til Samsø i 1899. Her malede møllen frem til 1948.
Kolby Mølle er en hollandsk mølle – og endda en såkaldt kælderhollænder, da møllen er udstyret med en gennemkørsel, der er udgravet under selve møllen. På den måde kunne man i gamle dage køre hestevognen helt tæt på møllekværnen, når man skulle læsse sit korn af. Kolby Mølle byder også indenfor om sommeren. Her kan man kigge nærmere på den specielle gennemkørsel og det intakte mølleri med kværne og sigte.
Kolby Mølle
Bygget i 1859
Type: Hollandsk Mølle – modsat stubmøllen er det kun toppen af møllen (hatten), der er bevægelig.
Møllerester i Besser og Brundby
Samsø har lagt jord og bakker til en række møller gennem tiden, og det er stadig muligt at se sporene efter yderligere et par stykker. I Besser er det nuværende udsigtstårn opført på toppen af en gammel møllestub, og i Brundby kan man også bestige resterne af endnu en mølle. Følg skiltene mod møllestubben fra Mejerivej