Kystliv Holbæk
Gå på opdagelse blandt de mange historiske træskibe, der pryder kajerne i Holbæks Gamle Havn
I Holbæks gamle havn, der hvor færgen sejler til Orø, er der en masse smukke og spændende gamle træskibe.
Oplev de historiske træskibe på Holbæk havn
Omkring 20 træskibe hører hjemme i Holbæk havn. Heriblandt mere end 100 år gamle galeaser, historiske fiskekuttere og fragtskibe. Holbæk havn er det første sted i Danmark, der blev en frihavn for historiske og bevaringsværdige træskibe. Dette betyder, at gamle træskibe kan ligge gratis ved kaj.
Alle 20 skibe er ikke altid at finde på havnen, da de om sommeren ofte tager på togt, men der er altid nogle træskibe på kajen, så du vil aldrig gå forgæves.
Beddinger på Holbæk havn
Mindst en gang om året skal alle skibene på bedding, for at blive efterset og malet i bundet, så hvis du er heldig, kan du se et kæmpemæssigt skib på land. Holbæk havn har to beddinger, der kan tage skibe op til 20 og 120 tons.
Barkegryden på Holbæk havn
På Holbæk havn vil du måske bemærke en høj og hvid firkantet muret skorsten, der ligner noget fra en fabrik, men det er en traditionel barkegryde.
For mere end 100 år siden fandt man barkegryder på alle fiskerihavne. De blev anvendt til at imprægnere net og sejl af naturmaterialer for at undgå, at de rådnede for hurtigt. Fiskenettene og sejlene var typisk lavet af hamp, hør eller bomuld.
For at imprægnere et net eller et sejl, blev barkegryden fyldt med vand, blandet med bark af egetræer eller katechu (et koncentrat af bark fra akacietræer). Blandingen blev kogt sammen ved at tænde et bål under barkegryden. Sejl eller net blev sat ned i den kogene væske for at suge imprægneringen. Store sejl blev i stedet bredt ud på jorden, så væsken kunne smøres på med kost. Til sidst blev de hængt til tørre.
Siden 1960’erne begyndte man at bruge moderne kunstmaterialer til net og sejl, der ikke rådner.