Langøre Kirke
Langøre var indtil midten af det 20. århundrede et levende bysamfund af fiskere og søfolk. I 1925 lå indbyggertallet på ca. 80, mens der i dag bor omkring 13.
Lige så idyllisk landet omkring Stauns Fjord kan være en sommerdag, lige så barskt kan det være, når vinteren raser med storme og snefygning. Vejen til Nordby Kirke var lang og dårlig, og færden måtte ske til fods eller med hest og vogn. Det er derfor forståeligt, at ønsket om egen kirke opstod i begyndelsen af 1900-tallet, og i 1919 blev de første skridt taget til en kirkesag. Efter utallige indsamlinger samt Kirkeministeriets godkendelse og økonomiske støtte blev annekskirken i Langøre bygget og indviet den 13. september 1925.
Kirken kostede ca. kr. 26.000,- at opføre, hvilket svarer til omkring kr. 810.000 i dag.
De første 40 år oplystes kirken udelukkende af stearinlys, da der endnu ikke var elektricitet i Langøre. Først i 1965 fik kirken el. Man besluttede imidlertid kun at udskifte væglampetteme og bevarede de levende lys i de smukke loftskroner.
Langøre Kirke er Samsøs yngste og mindste kirke. Den har derfor ikke den historiske aura, som øens middelalderkirker ejer, hvor generation efter generation af Samsøs gamle slægter har været samlede i glæde og sorg. Men med rummets enkle renhed og intime nærhed er Langøre Kirke meget yndet som bryllups- og dåbskirke – også for udensogns og udenøs folk.