Grøn oplevelse
©  Foto:

Louisiana Museum of Modern Art - International kunst ud til Øresund

Louisiana Museum of Modern Art er et førende internationalt kunstmuseum og et absolut fyrtårn blandt attraktioner i Danmark. Her spiller kunst, natur og arkitektur sammen i en total oplevelse, der tiltrækker gæster fra hele verden året rundt.

En perle ved Øresund

Louisiana ligger i Humlebæk i Nordsjælland, i en smuk gammel park med en formidabel panoramaudsigt over Øresund. Museumsbygningerne føjer sig smukt ind i landskabet, som er formgivet med åbne plæner, skyggefulde skovpartier, udsigtsterrasse og slugt ned mod stranden. Parken udgør en storslået ramme for Louisianas store skulptursamling.

Find den nemmeste vej til kunsten i Humlebæk

Ved hjælp af Planlæg Rejsen kan du finde den nemmeste og hurtigste vej at komme frem til Louisiana med offentlig transport. 

Giacometti, Jorn og Kusama

Louisianas samling af moderne kunst er fra perioden 1945 og frem til i dag. Den er en af Skandinaviens største og rummer mere end 4.000 værker inden for stort set alle genrer, med hovedvægt på maleri og skulptur. Samlingen er alt for omfattende til at blive vist i sin helhed, men udvalgte værker vises løbende i nye dynamiske sammenhænge. Højdepunkter som Giacometti Salen, Jorn Rummet og Kusama Installation kan som oftest ses.

Klassikere og shooting stars på den internationale kunstscene

Udover den faste samling viser Louisiana årligt 6 - 10 store udstillinger. Her præsenteres både klassikere inden for moderne kunst og helt nye internationale kunstnere og arkitekter. I forbindelse med udstillingerne udgiver museet kunstkataloger i form af Louisiana Revy eller som særkataloger.

Skulpturer i samspil med naturen

Skulpturparken er en stor del af et Louisiana-besøg hele året. Museets placering i parken ud mod Øresund og terrænets særlige udformning giver optimale betingelser for en varieret og spændende udstilling af samlingens ca. 60 skulpturer.

Et levende kulturhus for børn og voksne

Med sin afslappede atmosfære er museet også et levende og engageret kulturhus for både børn og voksne, med et rigt udbud af aktiviteter og arrangementer. Børnehuset er børnenes eget univers, hvor dygtige kunstformidlere står for aktiviteter i børnehøjde, relateret til aktuelle udstillinger. Voksne kan deltage i omvisninger, foredrag, koncerter, film, workshops, litteraturfestival og mere.

Tag en pause, i Louisiana Café

Når det er tid til en pause byder Louisiana Café på varme og kolde drikke, søde lækkerier eller en indbydende a la carte menu, der skifter med årstiderne med gode sæsonaktuelle råvarer.

Shop skandinavisk design i Louisiana Butik

I museets store butik i 2 plan finder du et stort og inspirerende udvalg af nye og klassiske varer, med hovedvægt på dansk og skandinavisk design. Interiør, tøj, bøger, plakater, grafik, legetøj og meget mere.

Publikumsvenlige åbningstider

Museet har åbent helt til kl. 23 mandag til lørdag samt søndage kl. 9-18.00, så du kan planlægge et aftenbesøg og evt. kombinere med en lækker aftenbuffet i caféen. 

BOOK: Indgang til Louisiana kan bookes på forhånd og dette gøres på hjemmesiden

Find vej

  • Louisiana Museum of Modern Art, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk
  • Find vej med DOT - Din Offentlige Transport
  • Se placering på googlemaps 
  • Hvis der ikke er flere p-pladser på Louisianas p-plads, er det muligt at parkere på den store p-plads lige nord for Gammel Humlebæk Kro, Humlebæk Strandvej 2A – der er 400 m. gang til Louisiana derfra. Man kan også parkere på Gl. Strandvej eller Krogerupvej.