©  Foto:

Rold Skov

Længst mod nord i det naturskønne Himmerland ligger en af Danmarks største naturlige skove, Rold Skov. Rold Skov rummer store oplevelser for både store og små. Her er skønne kilder og søer, vandrerute, MTB spor, naturlegepladser og meget mere. 

Rold Skov giver med sine 8000 ha. mulighed for masser af oplevelser af forskellig karakter. Der er næsten ikke grænser for, hvad man kan foretage sig.

Selvsagt byder skoven på en masse flotte vandreture som du kan læse mere om her.

 

I Rold Skov er der som sagt masser af muligheder. Besøg fx Store Økssø, som har en skøn rute hele vejen rundt på ca. 3 km. Men også Store Blåkilde er bestemt en besøg værd. 

Men det er bestemt ikke alt: Rold Skov er et sandt mekka for MTB-ryttere, da du finder ruter i forskellige sværhedsgrader og længder. Også ridning i den store og smukke skov er populært, og har du ikke din egen hest med på ferien, kan du læse mere om dine muligheder her.

 

Lidt om skoven

Skovens kilder er Nordeuropas mest vandrige, og åerne byder lystfiskerne velkommen - du kan læse meget mere om lystfiskeri her. Rundt omkring i skoven er der primitive overnatningssteder og mulighed for at gøre brug af skovens bivuakker, så der er ingen undskyldning for ikke at tage på en weekendtur i det fri.

Er du til lidt mere luksus, er campingpladser, kroer og et firestjernet vandrehjem gode alternativer, når du skal udforske egnen. Du kan se en oversigt over overnatningsmulighederne her.

Da jernbanen kom til egnen i 1869 opstod byer som Skørping og Arden, og der kom trinbræt midt ude i den store Rold Skov. Trinbrættet eksisterer ikke mere, men det hyggelige traktørsted Mosskovpavillionen ligger der stadig.

Kulbrænding hører skoven til, og landets sidste ”rigtige” kulbrænder eller kulsvier findes endnu i Rold Skov. Han er seneste skud på stammen af en gammel slægt af kulbrændere, der har lavet trækul i generationer. Læs mere om traditionen her

Argumenter er der nok af, men skal du have et sidste med på vejen, så må det være, at Rold Skov ikke blot er en af de største, men også en af de smukkeste skove i Danmark!

 

Ta' telefonen med på skovtur 

Skal du en tur i skoven - enten på cykel, til hest eller til fods, kan du med fordel downloaden app'en ROLD SKOV - så kan du nemt finde en rute der passer dig - eller kommer tilbage på stien hvis du er kommet på afveje.

 

På tur i og omkring Arden 

Adgang til skoven kan fx ske via Stabelpladsen i Arden, der ligger umiddelbart syd for skoven og ofte kaldes ”Porten til Rold Skov”.

Ved ”Stabelpladsen” for enden af Skovvej, er der en stor parkeringsplads, toiletter og en populær naturlegeplads, samt shelters med plads til i alt 10 personer. 

Fra Stabelpladsen er der via en tunnel, adgang til Store Økssø, som foruden at være attraktiv for vandreture, tilmed bliver benyttet som badested for mange - både om sommeren og om vinteren. 

Området omkring Stabelpladsen opfordrer ligeledes til kortere gåture via stierne i skoven.

Et stykke derfra ligger Arden Dyrepark, hvor I bl.a. kan fodre de mange dådyr eller nyde en medbragt madpakke ved udsigtsplatformen. Tilknyttet dyreparken er tilmed en naturlegeplads og Arden Naturpark, hvor I finder både lejrplads med bålhytte, toilet, aktivitetsbaner m.m. 

I området finder I tilmed legepladsen Røverknolden, som indbyder til både leg, hygge og en anderledes tur i skoven. 

Alt sammen er i nær tilknytning til den hyggelige stationsby Arden, hvor der kører tog i timedrift til både Aalborg og Aarhus. 

Få kilometer vest for Arden ligger byen Rold, som foruden en dejlig, gammel kro, også er hjemsted for Cirkusmuseet, hvor man kan opleve cirkusliv gennem 200 år og se Danmarks eneste cirkustelt i træ.

 

Læs meget mere om Rold Skov og naturoplevelserne her