Grøn oplevelse
©  Foto:

SMK - Statens Museum for Kunst

SMK ligger i hjertet af København og rummer mere end 700 års kunst og kunsthistorie, der udfolder sig gennem udstillinger, omvisninger i voksen- og børnehøjde, kreative værksteder, film, koncerter, art talks, performances og meget andet. Udover at være et kunstmuseum er SMK også en autoriseret turistinformation, som kan hjælpe dig med at få det bedste ud af din tur til København.  

På SMK kan du opleve storslåede mesterværker side om side med samtidsværker, der udfordrer og udforsker aktuelle kunstneriske problemstillinger. Intet andet dansk museum fremviser en så righoldig og varieret kunstsamling – fra renæssancens klassiske europæere til kunsten af i morgen. Oplev kunstperler af blandt andre Mantegna, Nolde, Anna Ancher, Derain, Rubens, Matisse, Hammershøi, Munch, Abramovic, Danh Vo og Elmgreen & Dragset.

SMK er særligt kendt for sin smukke samling af dansk guldalderkunst, landets mest omfattende samling af dansk samtidskunst – og en af verdens bedste Matisse-samlinger. Se det hele, eller bare det du har lyst til. Brug fem timer eller fem minutter. 

Kombiner kunst og mad hos Kafeteria

Kafeteria er SMKs nye cafe, hvor du kan tage en pause fra udstillingerne og nyde din morgenmad eller frokost – eller måske blot en kop kaffe eller et glas vin. Caféens interiør er designet af den internationalt anerkendte kunstner Danh Vo, som har kombineret klassiske, dansk møbelkunst med spændende designs fra Italien og Japan. Caféen har sit eget bageri, og den er især kendt for sine lækre, hjemmelavede kager.