Sorø Akademi
Byens stolte vartegn
Det gamle ridderlige akademi blev oprettet i 1623 af Christian lV og blev i 1643 reelt Danmarks allerførste provinsuniversitet med ret til at tildele eleverne akademiske grader. I 1665 var akademiet ruineret som følge af svenskernes hærgen, men drømmen om at genrejse det stolte akademi i en ny skikkelse forsvandt aldrig, og siden 1737 var en omfattende ombygning i gang efter at en kommission havde givet grønt lys året forinden. Samme år som Holberg købte Tersløsegaard sendte amtmanden von Beulwitz en omfattende plan for reorganiseringen af akademiet til København. Det var desuden alment kendt, at Holberg gerne ville donere sin formue og sit gods til et samfundsnyttigt foretagne. Så uden at være overdreven konspiratorisk kan det konstateres, at parløbet mellem Holbergs godsopkøb og planerne om at genrejse akademiet næppe var tilfældigt.
I dag ligger akademiet ned til Sorø sø midt i den smukke Akademikerhave – et skønt sted for en hyggelig gåtur. Haven er inspireret af den engelske parkstil med plæner, buskadser og fritstående træer. Blandt havens højdepunkter kan fremhæves Fuchsiahaven med planter, der er mere end 50 år gamle, og haven har sin egen friluftsscene, hvor her om sommeren bliver opført teater. Tidligere viste Det Kgl. Teater forestillinger, bl.a. Ludvig Holbergs Jeppe På Bjerget, på scenen.