©  Foto:

Tårnet, Christiansborg Slot

Besøg Christiansborgs tårn, Tårnet. Med sine 106 meter er Tårnet Københavns højeste, og det byder på en storslået udsigt ud over byens tage. 

Det er gratis at nyde udsigten og kan kombineres med en middag i Tårnets restaurant, hvor Meyers står for maden.

Tårnet i Folketinget Christiansborgs tårn åbnede i juni 2014 og gav dermed alle interesserede mulighed for at opleve den storslåede udsigt over København og nyde en kop kaffe eller et måltid i Tårnets restaurant.

Tårnet er opført som del af det tredje og nuværende Christiansborg Slot, der blev bygget i perioden 1907-1928. Det er, som resten af slottet, tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen. Med sine 106 meter er Tårnet på Christiansborg Slot fortsat det højeste tårn i København - 40 cm højere end rådhustårnet.

Christiansborgs øverste gemakker har hidtil kun været benyttet som pulterkamre, men i 2012 tog Folketingets formand, Mogens Lykketoft, og det øvrige Præsidium initiativ til at få de historiske rum åbnet for offentligheden.

Gratis adgang til Tårnet

Med åbningen er det nu muligt for alle kvit og frit at besøge en af landets mest synlige og omtalte bygninger. Indgangen til Tårnet findes i Kongeporten, som ligger i midten af Christiansborg og lige under selve tårnet i en stor port ud mod Christiansborg Slotsplads.

Der er adgang til Kongeporten både fra slotspladsen og fra Indre Slotsgård (via Marmorbroen og Ridebanen). I indgangen går der en elevator op til Tårnet. Det er ikke muligt at tage trappen.

Der kan forekomme ventetid, da der er begrænset plads.