Vigen Strandpark
Vigen Strandpark
Nord for Roskilde by i Fjordlandet er roskildensernes foretrukne badestrand. Stranden ved Vigen Strandpark ligger ud til Roskilde Fjord mellem Veddelev og Roskilde.
Bag stranden ligger Roskilde Camping, hvor der er toiletter. Stranden ligger i naturskønne omgivelser, med dejlige grønne strandenge samt en sandstrand med badebro ud i fjorden. Der er bruser på stranden.
Stranden er 300meter lang og 10-15 meter bred og består af fint sand med få småsten. Du er velkommen til at tage din hund med til Vigen Strandpark og de skønne omgivelser.
Vigen Strandpark har Blåt flag.
SUP ved Vigen Strandpark
Udforsk Roskilde Fjord fra dit SUP-board ved Vigen Strandpark. Du kan bl.a. nyde det fantastiske syn af Roskilde, der tårner sig op over fjorden med den smukke og unikke Roskilde Domkirke øverst oppe. Og se hvordan vikingeskibene stævner ud fra det imponerende Vikingeskibsmuseum.
Start fx turen med at padle op til Veddelev Havn og krydse over til Kattinge Vig, hvor du finde både læ og fantastiske pausesteder ved Boserup Skov.
Fjordlandet, Roskilde, Lejre og Frederikssund, er spækket med hyggelige steder, hvor du kan starte din tur ud på fjorden på dit SUP-board og udforske naturskønne kyster, småøer og holme samt hyggelige, små landsbyer.
En stor del af fjorden er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land, som virkelig er værd at opleve fra vandsiden.
Transport
Fra Roskilde centrum tager det ca 15 minutter at cykle til Vigen og man cykler langs fjorden hele vejen. I bil kan man køre via Baunehøjvej, som fører til parkeringspladsen 200 meter øst for stranden, og her er tilmed opført en rampe ned mod stranden, som giver adgangsmuligheder for kørestolsbrugere, gangbesværede og badegæster med barnevogn.