Vikingeborgen Nonnebakken
Vikingeborgen Nonnebakken i Odense, ligger i dag - som den eneste af Harald Blåtands 5 ringborge - midt i den pulserende by – dog velbevaret under jorden, men en del af den omkringliggende jordvold kan stadig skimtes.
Nonnebakkens rummede i vikingetiden en kæmpemæssig, cirkelrund borg med en ydre diameter på 180 meter. Borgen er anlagt omkring år 980 og skal tilskrives kong Harald Blåtands gruppe af ringborge, der alle er anlagt omkring 970-980’erne som et tydeligt udtryk for ambitionen om at samle det danske rige og beskytte mod udefrakommende fjender.
Nonnebakkens unikke, bynære placering
Nonnebakken er den eneste af de fem borge, som i vikingetiden er anlagt op til en by, ligesom det kun er ved Nonnebakken, at Harald Blåtands ambition om at samle riget får en blivende effekt helt frem til i dag. Det ses ved, at Odense efter Nonnebakkens etablering videreudvikler sig til Fyns hovedby med funktion som bispesæde. Byerne og kirkeinstitutionen spillede en vigtig rolle for dannelsen af riget. Historien om Nonnebakken og Odense giver dermed nogle ekstra dimensioner til den samlede beskrivelse af de fem ringborge og deres betydning.
Nonnebakken har navn efter et nonnekloster, der i 1100-tallet lå på vikingehøjen. Den udjævnede borgbanke, hvorpå Odd Fellow Logen i dag ligger, og enkelte andre spor kan anes i terrænet, men øvrige dele af borgen ligger godt bevaret, men gemt under den moderne by.