Villa Sofie B&B
Overnat på Villa Sofie Bed & Breakfast og bo i byen og samtidig tæt på noget af Sjællands smukkeste natur og flere store attraktioner.
Villa Sofie Bed & Breakfast ligger på en fredelig villavej i Haslev i kort gåafstand til både spisesteder, indkøbsmuligheder, biograf, tog- og busstation. Få kilometer udenfor byen kan I nyde det smukt kuperede landskab med vidtstrakt agerland, store frodige skove og små, fredelige skovsøer. Her kan I bl.a. opleve det idylliske traktørsted Villa Gallina, Gisselfeld Kloster, Bregentved Gods og Danmarks største klatrepark - Camp Adventure samt det internationale kendte Skovtårn.
Villa Sofie har til huse i Haslevs første håndarbejdsskole, som siden blev omdannet til fritidshjem. Du er ikke i tvivl om, at det har været et hus med liv i, når du går op ad trapperne til første sal som bærer præg af livlig trafik. Alt er sat i stand, så det hele fremstår lækkert og meget indbydende. Værelserne er lyse og enkelt indrettede - alle med eget TV og gratis wi-fi. Der er fælles toiletter/baderum samt to store fælles opholdsrum, hvor man altid kan lave sig en kop lækker kaffe eller te. Ydermere er der en stor og solrig vestenvendt terrasse med solsenge, samt et mindre opholdsrum med diverse brætspil til fri afbenyttelse.
På Villa Sofie kan se frem til en helt særlig oplevelse. Ikke bare på grund af den gode kaffe og morgenmad baseret på gode, så vidt muligt, økologiske råvarer. Villa Sofie er nemlig en social økonomisk virksomhed, hvor unge med særlige læringsforudsætninger bliver uddannet og beskæftiget.