15 danske småbyer med kant og charme
Der ligger mange hyggelige småbyer ved vandet i Danmark, der hver især har deres egen charme og karakter. Det kan enten være på grund af en velbevaret historisk bykerne, byens specielle egenart eller en unik placering.
Øster Hurup
I Øster Hurup finder du børnevenlige og rene strande, en fin havn samt en hovedgade spækket med restauranter, caféer og butikker. I sommermånederne folder den lille by sig for alvor ud, når mange turister flokker til byen for at nyde den afslappede stemning.
Blokhus
Den tidligere fiskerby Blokhus er i dag et charmerende ferieparadis med en af Nordeuropas bedste strande med fint, hvidt sand, flotte klitter og et brusende blåt hav. Byen er dog et besøg værd hele året rundt, både på grund af spændende begivenheder og gode spisesteder såvel som indkøbsmuligheder.
Løkken
Løkken er kendt og elsket for sin fine badestrand samt de karakteristiske hvide badehuse og fiskerbåde på stranden ved molen. Her kan du opleve havet, klitterne og en hyggelig by med sandstrand i gaderne. Denne lille by ved Vesterhavet byder desuden på sjove aktiviteter for hele familien samt caféliv og en hyggelig atmosfære.
Klitmøller
I Klitmøller sejler bådene ud på det brusende hav side om side med surfere, som siden 1980'erne har skabt et solidt surfermiljø i den lille by ved Vesterhavet. Ikke langt fra Klitmøller finder du Nationalpark Thy, hvor du kan komme på ridetur, mountainbiketur og mere mere. Derudover ligger der også en række museer med kunst og kultur på vikingtiden, som er et besøg værd.
Tisvildeleje
Året rundt er Tisvildeleje, eller bare Tisvilde, er besøg værd. Byen lokker blandt andet med mange hyggelige cafeer, folkefest, operaarrangementer og markeder. Ud for Tisvilde Hegn, Danmarks femtestørste skov, strækker sig en kilometerlang, børnevenlig sandstrand med klitter og smukke skovbryn.