Slap af til lyden af havet på landets badehoteller
Et dansk badehotel er som en tidslomme med sin helt egen sjæl og charme, hvor du møder en dejlig, afslappet atmosfære - med andre ord de perfekte rammer for afkobling og forkælelse.
Danmarks badehoteller
Danmarks godt 40 badehoteller er spredt ud over hele landet. Koncentrationen er dog størst i Nordjylland og langs den jyske vestkyst, hvor Ruths Hotel i Skagen og Svinkløv Badehotel ved Slettestrand er legendariske. I Sydøstjylland ligger der flere badehoteller ud til Lillebælt. På Nordsjællands kyst finder du badehoteller i de gamle badebyer Tisvildeleje, Gilleleje og Hornbæk. Også på Bornholm er der dejlige badehoteller på den klippefyldte østkyst med flot udsigt over Østersøen, her findes bl.a. Melsted Badehotel.
Livet på et dansk badehotel
Et dansk badehotel er skabt til afslapning og forkælelse. Sådan har det altid været, men nogle badehoteller gør mere ud af det en andre og tilbyder sine gæster egentlige kurophold med spa, træning, sund mad og forskellige behandlingstilbud. Det gælder eksempelvis det agtværdige Kurhotel Skodsborg, der ligger på Øresundskysten mellem København og Helsingør.
En kulinarisk oplevelse
På mange af Danmarks badehoteller er du "i pension", som det hedder. Det vil sige, at du spiser nogle eller alle måltider på hotellet. Når dørene slås op til spisesalen, er der virkelig grund til at glæde sig, for ofte er det nogle af landets bedste kokke, der regerer i køkkenet.
Sæson og priser
Som regel går sæsonen fra midt april til midt oktober, men flere og flere danske badehoteller holder åbent året rundt. Priserne varierer fra sted til sted, og du kan finde alt lige fra super de luxe hoteller med spa og wellness til de mere ydmyge, rustikke hoteller. Typisk ligger priserne for et dobbeltværelse inkl. morgenmad fra 850 til 2.500 kr. pr. nat. Flere badehoteller tilbyder favorable weekend- og ugeophold.
Du kan finde det rette badehotel for dig her.
Foto:Nickas Jessen