På sommerhusferie i Danmark
En særligt populær ferieform i Danmark er sommerhusferie - og du behøver heldigvis ikke at eje et sommerhus selv for at kunne nyde denne slags ferie. Der findes nemlig mange dejlige sommerhuse, du kan leje i skønne områder tæt på vand, natur og by.
Hvor kan du leje sommerhus i Danmark?
Drømmer du om en sommerhusferie i Danmark, kan du glæde dig over, at der er mange muligheder at vælge imellem, hvis du vil leje et sommerhus. De fleste danske sommerhuse ligger i naturskønne områder, oftest i nærheden af vandet, så her er både mulighed for badeferie med familien og afstressende "du-og-jeg-ferie" udenfor sæsonen.
De danske sommerhuse ligger spredt ud over hele landet, men koncentrationen af udlejningshuse er særlig stor i Nordjylland, langs den jyske vestkyst, på Rømø og Fanø, på Djursland, på Østfyn, i Vestsjælland, på Falster og på Bornholm.
Sådan lejer du et sommerhus
Der er omkring 40.000 sommerhuse til udlejning i Danmark. De fleste ejes af privatpersoner, men bliver typisk udlejet gennem et lokalt turistbureau eller et udlejningsbureau. De fleste huse ligger i naturskønne områder, oftest i nærheden af vandet. Fordi husene er privatejede, er de som regel indrettet med masser af individuel charme. Et gennemsnitligt dansk sommerhus har fire til seks sovepladser, men du finder også større huse, specielt langs den jyske vestkyst, der kan rumme helt op til 12 overnattende personer.
Foto:Kim Wyon
Det koster det at leje sommerhus i Danmark
Standard sommerhuse
For et nyere, moderne indrettet hus med bad og toilet, varmt og koldt vand, køleskab samt to til tre soverum med plads til fire til seks personer skal du (alt efter beliggenhed) regne med at betale fra ca. 3.500 kr. for en uge i højsæsonen.
Sommerhuse med ekstra faciliteter
For et hus i et særligt attraktivt område og/eller med særlige faciliteter som opvaskemaskine, vaskemaskine, åben pejs eller kamin, soveværelser med hver to senge, bad og toilet, ofte sauna etc. skal du regne med at betale fra ca. 5.000 kr. pr. uge i højsæsonen.
Luxussommerhuse
For et nyere hus, ofte på 130-200 m2 med svimmingpool, boblebad, parabolantenne som ekstra faciliteter og fire til fem soverum med plads til 10 til 12 personer skal du typisk betale fra ca. 11.500 kr. pr. uge i højsæsonen.
Foto:Semko Balcerski/Destination Bornholm
Værd at vide
Normalt lejer du sommerhuset for en uge med typisk skiftedag om lørdagen, men specielt udenfor højsæsonen kan det godt lade sig gøre at leje et hus i en kortere periode. Huset vil altid være fuldt udrustet med køkkengrej, service, dyner, hovedpuder etc., men du skal normalt selv tage sengetøj, viskestykker og håndklæder med.
Udenfor højsæsonen vil priserne være en del lavere for alle typer huse. Bemærk, at du ud over lejen, også skal betale for strømforbruget, og hvis du ikke selv har lyst til at svinge kost og spand ved feriens afslutning, så kan du også betale dig fra slutrengøringen.