Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Som det eneste sted i verden, er Roskilde stedet at være, hvis du har lyst til at prøve at komme ombord på et ægte vikingeskib, opleve de originale vikingeskibe eller få en sejltur på fjorden i traditionelle nordiske skibe
Du får aktivitet og historie, atmosfære og et smukt havnemiljø med rekonstruktioner og efterkommere af vikingeskibe, som du kan komme ud at sejle i.
De fem originale vikingeskibe i Roskilde:
Museets faste udstillinger tager udgangspunkt i de fem Skuldelevskibe og fortæller skibenes historier om krig, handel og rejser til fjerne egne. De fem originale vikingeskibe står majestætisk med Roskilde Fjord, som en levende bagtæppe. Man kan forestille sig, hvordan handelsmanden drog af sted mod fjerne kyster med sine varer, krigeren vinkede farvel til familien inden togtet og fiskeren drog ud på fjorden med håbet om at vende tilbage med god fangst. De fem originale vikingeskibe stammer fra en spærring ca. 20 km nord for Roskilde, der blev anlagt i sidste del af 1000-tallet som et værn mod fjendtlige flådeangreb på byen, der dengang var landets hovedstad.
I Vikingeskibshallens underetage vises skiftende særudstillinger.
En aktiv museumsø i Roskilde:
Mærk, duft, se! Midt på museumsøen ligger bådeværftet. Her bygger museet rekonstruktioner af vikingeskibe og andre traditionelle træbåde. Duften af frisk trætjære fylder luften og lyden af bådebyggerens økse mod egetræet genlyder rytmisk over værftspladsen. Her kan museets gæster opleve det ældgamle håndværk og møde håndværkeren, der fortæller og viser, hvordan vi genskaber vikingeskibene med fortidens materialer og teknikker.
Vi har desuden indrettet et særligt oplevelsesområde med aktiviteter og udstillinger, der fortæller om bådebygning og andre maritime håndværk og hele sommerferien vil der hver dag være aktiviteter for hele familien.
Arkitekturen:
Danmarks museum for skibe, søfart og bådebygningskultur i oldtid og middelalder åbnede i 1969.
Vikingeskibshallen er tænkt som en stor udstillingsmontre omkring de fem originale vikingeskibe fra Skuldelev. Hallens ydre med de eksponerede, stort dimensionerede konstruktioner er tidstypisk, og et af de fineste eksempler i Danmark på den brutalistiske stil. Vikingeskibshallen er tegnet af professor Erik Christian Sørensen og blev i 1997 fredet, som et eksempel på senmodernistisk arkitektur. I 2018 blev fredningen ophævet.
Hallen er indrettet i flere niveauer, som giver besøgende mulighed for at opleve både helhed og detaljer. Bådene kan ses i smuk silhuet ud mod fjorden, hvor kraftige lodrette betonlameller regulerer dagslyset på ydersiden af vinduesbåndene.