1,5 mio. udenlandske cykelturister valgte Danmark i 2022
I 2022 var der 2,6 mio. danske og udenlandske cykelturister på ferie i Danmark. Det er markant flere end i 2017, hvor der sidst blev målt på turisterne med cykling eller cykelferie som rejsemotiv. Ny rapport tegner en profil af cykelturisterne i Danmark.
Der er nye tal og data på cykelturisterne i Danmark i VisitDenmarks analyserapport Cykelturisterne i Danmark i 2022, som netop er udkommet. Den fortæller om de danske og udenlandske cykelturister, der var på ferie i Danmark i 2022 og er baseret på data fra VisitDenmarks Turistundersøgelsen 2022.
Rapporten viser, at der siden 2017 er kommet mange flere cykelturister.
Antallet af udenlandske turister, som i høj eller afgørende grad lagde vægt på ”cykling eller cykelferie”, da de valgte Danmark som feriedestination, er således steget 33 pct. til 1,5 mio. Stigningen i antallet af danske cykelturister er endda endnu større. Den er på 38 pct., og det giver 1,1 mio. danske turister på to hjul. Alt i alt betyder det en samlet stigning på 35 pct. til i alt 2,6 mio. cykelturister.
”Mange destinationsselskaber arbejder målrettet med cykelturisme, og rapporten viser, at det er lykkedes at få fortalt mange af de gode historier om Danmark som en attraktiv cykeldestination. Derfor har VisitDenmark også igen i år en særlig cykelkampagne rettet mod det tyske marked, og cyklen går typisk også igen som det foretrukne transportmiddel i mange af vores aktiviteter og kampagner,” siger chefkonsulent Eva Thybo fra VisitDenmark Global Brand & Business Development.
Markedsføring til udenlandske cykelturister
Sidste år gennemførte VisitDenmark flere cykelaktiviteter, ikke mindst fordi Tour de France Grand Départ kørte i tre etaper i Danmark. I forbindelse med Grand Départ var der tv-reklamer i Nederlandene og Tyskland, og på de sociale medier blev der sat spot på de fem destinationer på de danske etaper.
”Den ekstra indsats håber vi vil afspejle sig i turiststrømmen i årene fremover. Både i storbyerne og i kyst- og naturturismen gælder det, at der forholdsmæssigt er flere udenlandske turister blandt alle cykelturisterne end der generelt er udenlandske turister blandt alle turister. Det viser, at de danske cykelstier og cykelruter og deres samspil med destinationernes øvrige tilbud står stærkt i udlandet som et attraktiv ferietilbud,” siger Eva Thybo.
Større døgnforbrug
Ifølge rapporten er der ikke blot kommet mange flere cykelturister. De bruger også flere penge. Det gennemsnitlige døgnforbrug fordelt over by og land og alle nationaliteter er således 1.000 kr. Det er 100 kr. mere end i 2017, men interessant er det, at det er de udenlandske cykelturister, der trækker forbruget op.
Danskernes forbrug er konstant sammenlignet ned 2017 og ligger også i 2022 på 950 kr. De udenlandske cykelturister har derimod øget deres forbrug med 200 kr. fra 850 kr. i 2017 til 1.050 kr. i 2022.
Rapporten bliver taget godt imod af Foreningen Dansk Cykelturisme:
"Analysen bekræfter, at cykling for Danmark er hvad Eiffeltårnet er for Paris: et must-do. Men konkurrencen fra udenlandske cykeldestinationer er benhård. Derfor er det afgørende, at vi holder fokus på både produktudvikling og markedsføring fremover," siger Jesper Pørksen, direktør i Foreningen Dansk Cykelturisme.
Flest cykelturister uden for storbyerne
Rapporten viser, at cykelturisterne fordeler sig ret ulige mellem henholdsvis land og by. I de fire storbyer tog man således imod 0,4 mio. cykelturister i 2022. Til sammenligning var der 2,2 mio. cykelturister i kyst- og naturturismen. De udenlandske cykelturister dominerer klart både i storbyerne og i kyst- og naturturismen: Udenlandske cykelturister udgør således næsten to ud af tre af alle cykelturister i byerne (63 pct.), og de udgør godt hver anden (56 pct.) af alle cykelturister i Kyst- og Naturdanmark.
Læs mere i rapporten om cykelturisterne
Rapporten indeholder en række andre data på danske og udenlandske cykelturister som overnatningssted, bookinghorisont, aktiviteter, motiver, informationssøgning etc.