Streetfood Aarhus Festuge

Dansk gastronomi er et hit

26.10.2022
Foto: Food Organisation of Denmark

Mad og god stemning er ingredienserne i efterårets kampagner til svenskerne og nordmændene. Kampagnen bygger på videoklip fra en gastrokampagne, der skabte meget fine resultater i Tyskland sidste år.

Fra pølsevogn til Bib Gourmand, smørrebrød, ost og freestyle streetfood. Der er noget for enhver smag, hvis man lader sig friste af de inviterede videobilleder på fx Meta, Snapchat eller Pinterest og klikker sig videre til den fulde præsentation af dansk mad på VisitDenmarks svenske og norske kampagnesider. 

Der finder man fx stjerneskud, vingårde, micro-bryggerier, stegt flæsk, Vadehavsøsters, frikadeller, Michelin restauranter, wienerbrød og altså både klassisk og eksotisk streetfood. Og så er der stemningen. Den er vigtig for de svenske og norske turister.

Mad med stemning

”Kampagnen viser dansk mad, som svenskerne og nordmændene kender og kan lide den, og for de nysgerrige er der masser af nye madoplevelser, som man måske endnu ikke ved er blevet en del af den moderne danske madscene. Og så har vi sørget for at give stemning til madbillederne, for svenskerne og nordmændene elsker Danmark og vores afslappede attitude og vil gerne være en del af den gode stemning, siger markedschef Flemming Bruhn fra VisitDenmark.

Netop nu og indtil medio november kører gastrokampagnerne, der fokuserer på Danmark uden for højsæsonen. Svenskerne og nordmændene forbinder ferie i Danmark med god mad i hyggelige omgivelser mere end med fine dining, og kampagnevideoerne er derfor i øjenhøjde med det lette og lækre, typisk serveret i storbyen. Indholdet på kampagnesiderne er desuden udvalgt efter, hvad nordmænd og svenskere tidligere har klikket på i andre kampagner.

”Efterårets kampagner følger op på forårets og forsommerens markedsføring. I højsæsonen juli-august kom begge markeder pænt hjem med overnatningstal, der lå over 2019 for Sverige og på med niveau for Norges vedkommende. Om vi når at komme op på 2019 tal for hele året, afhænger bl.a. af den økonomiske udvikling, men vi håber at kunne drage fordel af, at det er let at komme hertil, at vi ligger tæt på og at Danmark er et trygt og kendt land for vores naboer”, siger direktør Flemming Bruhn.

Baseret på Gastro 2025

Videoerne i den norske og svenske kampagne bygger på klip fra den store Gastro 2025 kampagne, der var en del af regeringens Gastro 2025 indsats, og som kørte på det tyske marked i 2021 med meget stor succes. 

Der blev oprindeligt produceret 11 videoer om danske fødevarer til kampagnen, hvor det er producenterne selv der fortæller historien om lokale råvarer som fx dansk vin, østersplukning, rødspætter og rygeost. Kampagnen havde til formål at promovere danske madoplevelser til gavn for både turismen og fødevareeksporten og blev gennemført i et samarbejde mellem danske fødevareeksportører og VisitDenmark.

Markante resultater

Kampagnen gav markante resultater, viser en evaluering. Grundet COVID-19 kørte den digitale indsats kun i 2021, mens en tilhørende international presseindsats stod på i hele perioden 2019-2021. Det blev til 141 mio. visninger af video, hvilket svarer til mere end 10 års visning af historier om danske fødevarer og Danmark som gastronomisk destination. 8,4 mio. gange blev det skabt kendskab til Danmark blandt tyskerne og  2,3 mio. gange skabte videoerne præference for Danmark Hertil kommer 837 artikler i udenlandske og internationale medier om Danmark og danske madoplevelser.

Vil gerne fortsætte gastro-markedsføringen

Kampagnen skabte således dobbelt så meget kendskab end den oprindelige målsætning for de 11 videoer og både fødevareproducenter og destinationer var godt tilfredse med resultaterne.  

”Vi lykkedes med at skabe en kampagne, der gav liv til historierne om råvarerne, og som viste de steder, hvor de blev produceret og også de ildsjæle, der bringer dem frem. Det var et samarbejde, som vi meget gerne vil videreføre, for vi ved at gastronomi og gode madoplevelser betyder meget for turisterne i Danmark, siger chefkonsulent Eva Thybo.

Som led i evalueringen af Gastro 2025 er der produceret en video, der fortæller mere om kampagnen og resultaterne. Se video nedenfor. Du kan også læse mere her. 

De 11 Gastro 2025 videoer kørte også i Storbrittanien, Frankrig, Italien og USA i 2021.

Østergro, Copenhagen
Foto: Martin Heiberg

Svensk kampagnevideo

Apple picking in Denmark
Foto: © Richard Clark

De 11 videofortællinger fra Gastro 2025 kampagnen

Foto: Martin Heiberg - Copenhagen Media Center

Norsk kampagnevideo

Se case video på den tyske Gastro 2025 kampagne

Oysters by the Wadden Sea

Gastro case video

Foto: Thomas Høyrup Christensen

Mere om Gastro 2025 kampagnen

Kampagneperiode: 2019-2021. Grundet COVID-19 kørte den digitale indsats kun i 2021, mens presseindsatsen stod på i hele perioden

Målgruppe: Mad- og gastro-turister samt international presse

Markeder: Tyskland samt international presseindsats

Partnere: Landbrug & Fødevarer, DI-Fødevarer, FoodNation, Food, Destination Kystlandet, Visit Lolland-Falster, VisitAarhusregionen, Destination Sønderjylland,

Destination Sjælland, Destination Fyn, Wonderful Copenhagen, Destination Nord, Destination Sydvestjylland, Destination Vesterhavet og Destination Bornholm.

Finansiering: Fødevareministeriet (Gastro 2025) samt destinationerne