Seks skarpe spørgsmål til Cecilie

Praktikant i Forretningsudvikling, efterår 2019

PBA - International handel og markedsføring

Praktikant

Foto:VisitDenmark

Hvilke opgaver har du arbejdet med i dit praktikophold?

Jeg har arbejdet meget med turismemessen, IBTM, som er en af verdens to store messer for erhvervsturisme. Arbejdet med messen har været meget alsidigt og meget praktisk. Der har været alt fra at finde ud af, hvad vi helt konkret skulle, til udvikling og samarbejde med partnere. Derudover var jeg med i arbejdet med storbykampagnen, Best of Copenhagen, som kørte i tre uger, hvilket var klart mest relevant i forhold til at prøve mine teoretiske kræfter af.

Hvad er det vigtigste, du tager med fra dit praktikophold?

Det er primært det med at have rigtig mange bolde i luften på samme tid og at kunne koncentrere sig lige meget om forskelligartede opgaver på samme tid. Så det med at kunne zoome ind og ud fra de forskellige opgaver og stadig aflevere noget, som man selv kan stå inde for. Det er helt klar det, som jeg føler, er blevet udfordret og forbedret mest.

Hvad har været den bedste oplevelse i dit praktikophold?

Jamen, den bedste oplevelse i mit praktikophold har helt klart været IBTM-messen, som jeg talte om før. Det har været en fed oplevelse, da jeg har været med helt fra starten af - både i planlægningen, udarbejdelsen, eksekveringen og nu til sidst her evalueringen. Og så har det med at være afsted og være i Barcelona været en fed oplevelse. Jeg har haft en del om projektledelse på mit studie, så jeg har også haft mulighed for at supplere med noget af min teoretiske viden i arbejdet med messen.

Hvad har overrasket dig mest ved praktikopholdet?

Det som har overrasket mig mest ved praktikopholdet i VisitDenmark, er hvor meget indflydelse, man som praktikant har på sit eget forløb. Jeg har jo haft et udgangspunkt i forhold til, hvad jeg skulle lave i forløbet, men derfra har jeg selv fundet ud af, hvad jeg bedst kunne lide at lave og så har jeg rent faktisk fået lov til at arbejde mig i den retning. Der har været IBTM-messen og så en storbykampagne, og da jeg har interesseret mig rigtig meget for storbykampagnen, så har jeg fået lov til at fokusere på det. Så der var en plan for min praktik fra start, men mit forløb er ikke blevet fuldstændig dikteret.

Hvad er dit bedste råd til fremtidige praktikanter i VisitDenmark?

Man skal lære at prioritere sin tid og så være klar på at have mange bolde i luften – både på arbejdet, men også i forhold til uddannelse. Derudover skal man gøre op med sig selv, hvorfor man er her og huske, at man er her for at lære. Så det bedste råd er: Prioriter din tid!

Hvorfor skal man vælge praktik i VisitDenmark?

Her er dejligt at være. Folk er søde og imødekommende. Derudover får man lov til at arbejde med de ting, som man gerne vil arbejde med. Selvfølgelig er der fra starten en plan for, hvad man skal nå at lave og lære, men derfra kan man selv tilrettelægge sit praktikforløb. Fx bestemte jeg mig for at arbejde med storbykampagnen, Best of Copenhagen, hvilket ellers ikke var meningen. Dog synes jeg det lød spændende, og derfor arbejdede vi os i den retning. På den måde er der rig muligfor at arbejde med det, som du synes er spændende.