Attraktionslisten nedlægges
I næsten to årtier har VisitDenmark samlet input fra Danmarks Statistik og andre kilder for at kortlægge, hvilke turistattraktioner i Danmark der tiltrækker flest besøgende.
Baggrunden for attraktionslisten har oprindeligt været et ønske om at lave en liste over de mest besøgte attraktioner i Danmark, men et grundigt eftersyn har vist, at det ikke i dag er muligt at generere et retvisende billede med valid data.
I en årrække har data været suppleret med en ressourcekrævende og ofte ikke sammenlignelig, manuel indsamling, som gjorde resultatet usikkert.
I år har VisitDenmark rettet indsamlingen af data til, så de var sammenlignelige. Det betyder, at data udelukkende hentes fra officielle datakilder. I processen er det blevet tydeligt, at turistattraktionerne i Danmark har en så forskellig klassificering, og at data indsamles på så forskelligt grundlag, at eksempelvis nogle af de helt store turistattraktioner slet ikke figurerer på listen.
”Det har givet anledning til berettiget kritik, og den tager vi konsekvensen af. Derfor har vi besluttet, at attraktionslisten nedlægges,” siger kommunikations- og udviklingsdirektør Anne Villemoes, VisitDenmark og fortsætter:
”Vi er bekendte med, at en lang række turistaktører sætter pris på attraktionslisten, men for VisitDenmark er det afgørende, at de data, vi samler og formidler om og for turismeerhvervet er retvisende. Og det kan vi ikke for nærværende tilbyde på dette område.”
VisitDenmark vil løbende se på, om det er muligt at tilgå sammenlignelige data, der dækker samtlige attraktioner, men indtil da vil attraktionslisten ikke figurere blandt VisitDenmarks mange årlige analyser.