A man trying to start a bonfire - Nederste Skovbymark

Nyt campingbrand til Danmark

7.9.2020
Foto: Michael Fiukowski & Sarah Moritz

Camp Now er titlen på et nyt samarbejde, der skal brande Danmark som en attraktiv og bæredygtig campingdestination i Tyskland og Holland. 

Danmark er allerede en populær campingdestination for tyskere og hollændere, men et nyt samarbejde mellem Dansk Kyst- og Naturturisme, Camping Outdoor Danmark, en række destinationer og VisitDenmark skal udvide forståelsen af, hvad camping i Danmark er, og hvordan natur, outdoor og bæredygtighed naturligt integreres. 

Samarbejdet har fået titlen Camp Now, og VisitDenmark står i spidsen for at udvikle et nyt brand, som består af en fælles kernefortælling. Den sætter fokus på, at camping i Danmark er en unik måde at være tæt på naturen, føle frihed og samtidig holde en bæredygtig ferie. Fortællingen repræsenterer hele landet, og dermed er det oplevelser som nærhed til kysten, brede strande samt ro og afslappet atmosfære der er i centrum.

”Vi er rigtig glade for at være en del af samarbejdet om et nyt campingbrand, der går på tværs af hele Danmark. Interessen for udeliv, naturoplevelser og bæredygtig ferie er stigende, og derfor ser vi et stort potentiale i at markedsføre camping på en ny, spændende måde, der kan passe ind i netop de behov,” siger Erik Mortensen som er chef for Global Brand Aktivering i VisitDenmark. 

Brandingen skal munde ud i tre inspirerende film til brug i markedsføringen i Tyskland og Holland i 2021 samt en række billeder, der bliver tilgængelige for alle campingaktører. 

Stigende efterspørgsel 

Det er blandt andet en stigende efterspørgsel på natur- og outdooroplevelser blandt campingturister, der danner udgangspunkt for, at dansk camping nu får et nyt, moderne brand. 

”Vi oplever klart og tydeligt, at der er kommet nye øjne på camping. Nye målgrupper har forelsket sig meget i at være ude. Sove ude, opleve ude og i det hele taget være ude. Outdoor-kategorien er voksende hos både danske og især også udenlandske gæster, som efterspørger frisk og ren luft, afstand og natur,” siger Dorte Kiilerich, som er formand for brancheorganisationen Camping Outdoor Danmark. 

Udvikling af campingproduktet

Udvikling af campingproduktet er også en essentiel del af Camp Now, og den del står Dansk Kyst- og Naturturisme i spidsen for. 

”Camping i Danmark vil helt klart kunne tiltrække nye målgrupper, hvis vi toner udviklingen – og markedsføringen – ind på outdoor og bæredygtighed. Med projektet giver vi et antal campingpladser på tværs af landet mulighed for at transformere sig fra traditionel camping mod en helstøbt outdoor- og naturbaseret oplevelse,” siger Mette Greisen Damsgaard, specialkonsulent i Dansk Kyst- og Naturturisme. 

Formålet med projektet er at sikre, at campingpladserne på tværs af landet udvikler sig i takt med efterspørgslen. 

”Vi ønsker at udvikle alle campingpladser, men vi har især fokus på outdoor-campingpladser, fordi der er en stor efterspørgsel fra nye campister. Uden at vi skal tabe vores eksisterende gæster,” siger Dorte Kiilerich.  

På forkant med udviklingen

Nogle campingpladser har allerede taget konsekvenserne af en fornyet efterspørgsel fra et yngre og mindre traditionelt publikum. Det er blandt andet Blokhus Outdoor – Hotel & Camp i Nordjylland. 

”Mange af de yngre synes ikke, det friserede er så interessant. De vil gerne noget, som er unikt. Vi klipper ikke græs, sprøjter ikke for ukrudt og har plantet højbede, som gæsterne i høj grad engagerer sig i – vi vil gerne trække naturen ind. Det er en ny gruppe kunder vi får ved at gøre det, for det er ikke de traditionelle campister. Dem har vi heldigvis plads til på Blokhus By Camping, som er en mere traditionel campingplads,” siger Inge Vestergård som er ejer af Blokhus Outdoor – Hotel & Camp.

Om projektet

Camp Now projektet er støtte af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og projektets partnere er Camping Outdoor Danmark, Dansk Kyst - og Naturturisme, Brains Business, House of Energy, Destination Nordvestkysten, VisitAarhus, Destination Sønderjylland, Destination Fyn VisitSydsjælland-Møn, Visit Lolland- Falster, Destination Bornholm og VisitDenmark.