Danmarks grænser lukker midlertidigt
Udenlandske turister vil blive afvist ved de danske grænser, når grænserne lukkes lørdag den 14. marts kl. 12.
For at hæmme spredningen af coronavirus/COVID-19 har regeringen og de danske myndigheder besluttet at lukke grænserne til Danmark fra lørdag den 14. marts 2020 klokken 12.
Det betyder, at alle besøgende fra udlandet vil blive afvist ved grænsen – med mindre de har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, fx hvis de arbejder i Danmark eller skal besøge meget syge familiemedlemmer. Danske statsborgere vil altid have adgang til at komme ind i landet.
Grænserne vil være lukket indtil den 13. april 2020, og både politi og Forsvaret vil være til stede og kontrollere grænserne.
Dette er en ekstraordinær vanskelig tid for alle, og VisitDenmark håber, at alle, der har planlagt at rejse til Danmark i denne periode, kan få den hjælp og råd, de har brug for til at ændre deres planer fra deres transportører eller rejsebureauer.
Tak til alle, der hjælper med at begrænse spredningen af COVID-19.
Vi ser frem til at byde gæsterne velkommen tilbage, så snart vi får lov til det.