Fortællingen om de gode danske madoplevelser

6.6.2019

Hvilken fortælling skal vi servere for tyskerne, så de køber dansk mad og rejser hertil for at få gode madoplevelser?

Hvad skal der til for at få de tyske forbrugere til sætte dansk mad på bordet og at rejse til Danmark?  Det vil vi gerne høre dit bud på, når vi sammen med Dansk Industri holder workshop på Folkemødet 

fredag den 14. juni kl. 11.00 – 11.45 i Turismeministeriet,

E 10 i Kampeløkke Havn 

hvor vi sætter Gastroturisme 2019-2020 i spil. Vi har inviteret mænd og kvinder, som ved noget om markedsføring, mad, turister og tyskere og som gerne vil skabe en fortælling om god dansk mad.

Du kan møde:

•    Leif Nielsen, Branchedirektør, DI Fødevarer 

•    Janne Grønkjær Henriksen, Marketingdirektør, VisitDenmark

•    Dorthe Petersen, Direktør, Meyers Madhus 

•    Søren Brinck, Adm. direktør, Carlsberg Danmark

Adm. direktør Pelle Øby Andersen fra Food Organisation of Denmark holder styr på ideer, fortællinger, styrkepositioner og deltagere og sørger for, at de spiller deres viden og erfaringer ind til en workshop, hvor vi også har brug for dig.

Del dine skarpe indspark med os andre i teltet og aktørerne på scenen og spil med, så vi får en fest! Oven i købet en klog fest, der kan få flere tyskere til at rejse hertil og til at tænke mums! når de får at vide, at de kan købe dansk mad til at lave selv og servere zu Hause.


VI HÅBER AT SE DIG TIL FOLKEMØDET. MØD OP SÅ VI KAN TALE SAMMEN OM DET, VI HAR PÅ HJERTE. VI GLÆDER OS TIL AT HILSE PÅ DIG.

 

Læs mere  om regeringens Gastro 2025 udspil, hvor der er afsat penge til kampagnen, der skal tiltrække flere mad- og gastroturister og skabe et større kendskab til danske fødevarer .

Derfor er mad- og gastroturister attraktive turister

Allerede i dag er 1,3 mio. af de udenlandske turister i Danmark mad- og gastroturister, svarende til 28 pct. Og de er attraktive turister: 

De har et højere forbrug end den gennemsnitlige udenlandske turist, flere af dem vil gerne hertil igen, og de er godt tilfredse med deres ferie i Danmark. De scorer samtidig højt som ambassadører for Danmark: To ud af tre på storbyferie vil anbefale ferie i Danmark til venner og bekendte. 

  • De bruger i gennemsnit 1.450 kr. om dagen på forskellige forbrugsposter. Til sammenligning bruger udenlandske turister generelt 950 kr. 
  • De er også mere tilfredse med deres ophold i Danmark end den gennemsnitlige udenlandske turist, og de vil også i højere grad komme hertil igen. 58 pct. af gastroturisterne vil højst sandsynligt besøge Danmark igen inden for de næste to år, hvor det blandt udenlandske turister generelt er 53 pct. 
  • 65 pct. af mad- og gastroturisterne på storbyferie vil anbefale ferie i Danmark mod 59 pct. af udenlandske storbyturister generelt

En mad- og gastroturist er karakteriseret ved at madoplevelser, gastronomi og det at spise ude har høj eller afgørende betydning for, at de har vælger at holde ferie i Danmark. Maden er altså et bevidst motiv, typisk sammen med mange andre grunde til at vælge Danmark og er dermed med til at skabe den fulde ferieoplevelse. 37 pct. af storbyturisterne er gastroturister og 22 pct. af kyst- og naturturisterne. Det svarer til 665.000 storbyturister og 615.000 kyst- og naturturister (baseret på overnatningstal for 2017).
 

kampeløkke havn

Foto:VDK