Martin Brygmann er frontfigur i filmen til "Meget mere end bare Danmark" kampagnen i 2020

‘Meget mere end bare Danmark’-film hædret internationalt

28.1.2021
Foto: PR foto

Filmen ’Meget mere end bare Danmark’ har modtaget en pris for dens betydning for turismen under Covid-19. 

I kampagnefilmen ”Meget mere end bare Danmark” minder skuespilleren Martin Brygmann om, hvad Danmark har at byde på, og hvorfor det kan være ganske særligt at holde ferie i hjemlige omgivelser. 

Det har resulteret i en 3. plads i konkurrencen ’ETC-CIFFT Video Competition’, som er udskrevet af European Travel Commission (ETC) i et samarbejde med The International Committee of Tourism Film Festivals (CIFFT). 

Vinderne er blevet offentliggjort torsdag d. 28. januar.

’Meget mere end bare Danmark’ deltog i kategorien: ”Social responsibility and value of tourism/COVID-19 category,” og juryen bestod af fagfolk fra turist-, film-, PR- og reklameindustrien. Konkurrencen var for alle medlemmerne af European Travel Commission. 

”Det er en enkel video, der rammer sagens kerne. På en original, kreativ og følelsesladet måde får filmen os til at vende tilbage til erindringer fra barndommen og til at være turist i eget land, for der er stadig en masse at opleve, siger Alexander V. Kammel, der er direktør for CIFFT.  

Udover et trofæ betyder placeringen, at ’Meget mere end bare Danmark’ har mulighed for gratis at deltage i den prestigefyldte CIFFT Grand Prix Circuit i 2021, der hylder verdens bedste turismefilm. 

Filmen var omdrejningspunkt i Danmarkskampagnen i 2020, som VisitDenmark, 19 danske destinationer og Dansk Kyst- og Naturturisme gennemførte for at inspirere danskerne til at holde ferie i Danmark. 

”Det er naturligvis et stort klap på skulderen til VisitDenmark og det team, der har arbejdet med kampagnen, når vi vinder en pris. Vi har været rigtig glade for at arbejde med marked Danmark og samarbejdet med de danske destinationer har fungeret rigtig godt. Vi glæder os alle sammen til at sætte strøm til markedsføringen af Danmark igen i 2021 - når tiden er rigtig,” siger Erik Mortensen, Head of Global Brand Activation hos VisitDenmark.

’Meget mere end bare Danmark’ er produceret af reklamefirmaet Hjaltelin Stahl i samarbejde med VisitDenmark og de danske destinationer. 

Der blev fundet tre vindere blandt to kategorier – country promotion og social responsibility and value of tourism/COVID-19. I alt deltog 18 kampagnefilm fra 12 lande. 

De tre vindere: 

1.    plads – Slovenien 
 ‘Time to #stayhome. Turn to nature and dream’ 

2.    plads - Litauen
‘Discover the colors you never knew existed’ 

3.    plads - Danmark
‘Much more than "just" Denmark’ 
 

Se de tre film her.