Nordeuropas mest miljøvenlige rejsemål – hvordan gør vi?

2.6.2023

Igen i år lægger Turismeministeriet scene til debatter om dansk turisme på Folkemødet på Bornholm. VisitDenmarks debat handler om målet i den nationale strategi, at turisterne skal vurdere Danmark som det mest miljøvenlige rejsemål. Desuden deltager VisitDenmark i to andre debatter.

Afsættet for årets debatter i Turismeministeriet er den nationale strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme, og VisitDenmark tager fat i et af målene for pejlemærket ”Grønne og bæredygtige løsninger med mindre miljø- og klimaaftryk”: At turisterne skal vurdere, at Danmark er det mest miljøvenlige rejsemål i Nordeuropa senest i 2030.

En kamp på image

Det bliver en kamp på image at få guld til Danmark i den konkurrence. For her er det ikke (kun) et spørgsmål om at måle på og sammenligne faktabaserede resultater. Det er turisternes opfattelser, der er afgørende, og den baserer sig på en lang række indtryk. 

Kan det lade sig gøre at få Danmark helt i top? Og hvad kræver det så af dansk turisme? VisitDenmark har samlet en række eksperter hver på deres felt, der skal spille ind i debatten om, hvad dansk turisme kan og skal gøre. For Danmarks image blandt turisterne bygges på et godt mix af produkter, holdninger og kommunikation, hvor kommunikationen skal have et solidt fodfæste i, hvad turisterne reelt får af tilbud og kan opleve på destinationerne.

Deltagere i debatten

Deltagere i debatten er:

  • Commercial Director Klaus Johansen, Scandic Hotels
  • Destinationsdirektør Pernille Kofod Lydolph, Destination Bornholm, forperson for Danske Destinationer
  • Resort Manger Ole Eskling, Camp Møns Klint – En del af Klintholm Gods
  • Viceborgmester (R) Johan Brødsgaard, Silkeborg kommune, formand for KLs kultur, erhvervs- og planudvalg
  • Kommunikationschef Anders Rosbo, VisitDenmark, formand for Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling

Kan vi og tør vi?

”Paneldeltagerne er tæt på turisterne og er fagligt godt klædt på, ikke mindst med erfaringer om, hvad der virker, og hvad vi kan og skal gøre for at gøre ophold i Danmark mere bæredygtigt og miljøvenligt. Det handler om mange ting fra certificeringer til små ting i det daglige, hvor man kan nudge turisterne til at foretage mere bæredygtige valg. Hvordan gør vi det? Og hvordan skal vi kommunikere uden at greenwashe? Det er emner som disse, vi skal have i spil,” siger Anders Rosbo.

I dag ligger Denmark på en tredjeplads efter Sverige og  Norge, når turisterne vurderer de mest miljøvenlige rejsemål i Nordeuropa. Sverige og Norge scorer stort set lige højt, men også en del højere end Danmark.

Mød VisitDenmark på Folkemødet

 

Nordeuropas mest miljøvenlige rejsemål – hvordan gør vi?

finder sted på Folkemødet, fredag den 16. juni 2023 kl. 11.00-12.00 i Turismeministeriet, standplads E14 på Kampeløkke havn.

Hvordan kommer vi sammen i mål med den nationale turismestrategi?

Formand for VisitDenmark Niels Jørgen Jensen er på scenen i Turismeministeriet torsdag kl. 15.00-15.45 sammen med direktør Jens Hausted, Dansk Kyst- og Naturturisme, adm. direktør Mikkel Aarø-Hansen, Wonderful Copenhagen og CEO Pia Lange Christensen, VisitAarhus i en debat, arrangeret af VisitAarhus. Fokus er på hvem gør hvad, og hvordan kommer vi sammen i mål?

Kan øget turisme gå hånd i hånd med klima og miljø? 

Kommunikationschef Anders Rosbo er med i en debat om muligheder og udfordringer ved at øge turismen med omtanke for lokalmiljø og klima. Det er Danmarks Statistik, der stiller spørgsmålet. Kan øget turisme gå hånd i hånd med klima og miljø? På scenen er desuden specialkonsulent Nanna Nikander Nonboe-Nygaard, Danmarks Statistik, direktør Anne Thomas, Center for Regional- og Turismeforskning, afdelingsdirektør Søren Schiønning Andersen, Danmarks Statistik og vicepræsident Sebastian Jonshøj, Vicepræsident, Danmarks Naturfredningsforening. Torsdag kl. 13.00-14.00 i Faktaboksen, Stand J20 J på kæmpestranden. 

Se mere om debatterne