Ny kampagne skal igen få danskerne til at holde ferie i Danmark
Med humor, danskernes egne billeder og idéer til overraskende oplevelser sætter en ny Danmarkskampagne fokus på alt det fine og finurlige, som man kan opleve herhjemme. Kampagnen lanceres den 21. april og skal inspirere danskerne til at holde ferie i Danmark.
I Thyborøn kan man køre på Puch Maxi-tur, i Thy kan man besøge Nationalparken, og i København kan man se kanalerne fra en flydende jacuzzi. Det er nogle af de unikke oplevelser, der er i fokus i en ny Danmarkskampagne, der skal få danskerne ud ad døren, men ikke ud af landet.
VisitDenmark lancerer kampagnen den 21. april, og den vil blive rullet ud gennem annoncer, reklamefilm, på sociale medier, i webisodes og flere andre formater i løbet af året.
”Danmark er et skønt ferieland med mange fine og unikke oplevelser, det bekræftende sidste års mange tilfredse sommergæster. Derfor giver det rigtig god mening med en Danmarkskampagne, for uanset om man er til museumsbesøg i hovedstaden, røgerier på Bornholm eller kajakture ved kysterne, så er der masser af muligheder. Jeg glæder mig over, at vi også i år kan inspirere danskerne til at tage ud til de mange lokale turistattraktioner, som ser frem til at byde gæster velkomne,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Storslåede oplevelser og uventede overraskelser
I år vil kampagnen have et nyt fokus sammenlignet med sidste år, hvor den globale pandemi første gang gav anledning til at opfordre danskerne til at holde ferie derhjemme.
Med skuespilleren Martin Brygmann ved roret fokuserede ’Meget mere end bare Danmark’-kampagnen i 2020 på det storslåede og det nostalgiske ved at holde ferie i hjemlige omgivelser. Kampagnefilmen blev hædret med bl.a. en tredjeplads af European Travel Commission og The International Committee of Tourism Film Festivals.
I 2021 er der fokus på de mange anderledes og uventede oplevelser, man kan få i Danmark, og her vil skuespilleren Mette Horn kendt fra teatergruppen Emmas Dilemma og fra Rejseholdet, Hotellet og som moren Agnete i Max Pinlig være frontfigur i kampagnefilmen.
Eventyrhungrende danskere skal inspirere hinanden
Midt i alt det nye gemmer sig en genganger fra sidste års kampagne. For her blev danskerne opfordret til at bruge hashtagget #baredanmark, når de lagde et billede af en oplevelse i Danmark op på de sociale medier, og trenden har fortsat et godt tav i befolkningen. Indtil videre har danskerne delt 75.000 inspirerende billeder fra hele landet, og antallet af delte billeder stiger stadig hver uge.
Igen i år vil danskernes egne billeder komme i spil. 2021-kampagnen har fortsat fokus på at inddrage danskerne med hashtagget #baredanmark, der vil fungere som et inspirationskatalog for eventyrhungrende danskere og som grobund for et fællesskab, hvor man kan guide hinanden til oplevelser i Danmark, som mange danskere fik smag for i 2020.
"Der er mange danskere, som endnu ikke har booket deres ferie, og derfor sætter vi nu tryk på en stor kampagne for at inspirere til at blive hjemme igen i år. Sidste år fik danskerne øjnene op for, hvilket fantastisk ferieland Danmark er, og vi glæder os til at vise endnu flere og nye overraskende oplevelser, som vores eget land gemmer på," siger VisitDenmarks adm. direktør Jan Olsen.
Kampagnen er udviklet i samarbejde med de danske destinationer.