The Denmark Pavilion Paris 2024

Stort Danmarksfremstød under OL i Paris 2024

2.2.2024
Foto: VisitDenmark

Dansk livskvalitet bliver det bærende tema for et stort Danmarksfremstød under de Olympiske Lege i Paris. I 17 dage vil fremstødet præsentere Danmark og danske styrkepositioner og dermed bane vej for yderligere eksport, investeringer og internationalt samarbejde.

Når Danmark tager til OL i Paris 2024, er det ikke kun for at opnå store sportslige resultater, men også for at vise danske løsninger og kompetencer frem for et fransk og internationalt publikum.

Danmarksfremstødet har livskvalitet som hovedtema og vil finde sted ved Danmarkshuset i Paris og i den danske kirke, Frederikskirken, i perioden fra 26. juli til 11. august 2024. 

Til formålet skabes en dansk pavillon, der bliver et sammenhængende dansk designet udstillings- og eventområde, hvor publikum blandt andet vil blive inspireret af innovative og mere bæredygtige danske løsninger gennem udstillinger, aktiviteter og events. 

VisitDenmark står sammen med Erhvervsministeriet i spidsen for fremstødet, der blandt andet støttes af den filantropiske forening Realdania, og som bygges op om fire danske styrkepositioner: design, mad, sundhed og bæredygtige løsninger. En række virksomheder har vist interesse for at deltage i fremstødet, og LEGO Group og BESTSELLERs brands JACK & JONES og VERO MODA er allerede med som partnere.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger: 

 ”Begivenheder som de Olympiske lege er mere end bare store sportspræstationer. Det er også en mulighed for at vise danske løsninger og virksomheder frem for de 10 millioner besøgende, man forventer til OL 2024. Det potentiale skal vi udnytte, og derfor står regeringen sammen med VisitDenmark bag et 17 dage langt erhvervsfremstød under legene i juli. Frankrig er det ottendestørste eksportmarked for Danmark og er i kraftig vækst. Derfor har det stor betydning for Danmark at være synlig under OL i Paris.”

Bygger på succes fra Rio og London 

Fremstødet bygger på gode erfaringer fra OL i Rio de Janeiro 2016 og i London 2012, hvor VisitDenmark stod bag lignende projekter. Her opnåede Danmark stor opmærksomhed i de internationale medier og flere hundrede tusinde fra hele verden besøgte den danske pavillon. Et tilsvarende projekt var planlagt til OL i Tokyo, men det måtte aflyses i forlængelse af covid-pandemien. 

Adm. direktør Katja Moesgaard, VisitDenmark, siger:

”OL er et af verdens største udstillingsvinduer og en helt særlig og unik begivenhed, der tiltrækker internationale medier, beslutningstagere og millioner af besøgende fra hele verden. Ved at skabe en pavillon midt i Paris, hvor rigtig mange mennesker hver dag passerer forbi, har vi mulighed for at skabe opmærksomhed og fortælle mange af de gode historier om Danmark og om danske løsninger, dansk livskvalitet og vores måde at være på.”

Bæredygtige ambitioner 

BRIQ Arkitekter og Lendager Arkitekter har fået til opgave at tegne og indrette området ved Danmarkshuset og Frederikskirken til et sammenhængende udstillings- og eventområde. Ambitionen er at skabe en pavillon og en ramme, der i sig selv formidler dansk innovation, grøn tænkning, designforståelse og dansk livsstil. Pavillonen vil på denne måde også bidrage til de franske værters vision om et skabe et OL, der inspirerer verden til en fælles bedre fremtid. 

Administrerende direktør i Realdania,  Jesper Nygård siger:
 
”Fremstødet under OL er en unik platform til at vise verden, hvad Danmark kan bidrage med inden for bl.a. arkitektur, cirkularitet og bæredygtighed inden for det byggede miljø. At bruge den danske pavillon som ramme for et dansk bidrag er en bæredygtig vej, hvor vi bruger eksisterende bygninger i stedet for at bygge nyt. Området ved Danmarkshuset er nogle rigtig fine rammer til at invitere indenfor og vise danske løsninger.”

Turismemarked i vækst

Frankrig er et af dansk turismes prioriterede markeder, og de foreløbige overnatningstal for 2023 viser en ny rekord med tæt på 430.000 overnatninger. Tallene viser samtidig en tendens til en efterspørgsel efter ikke blot at opleve København, men også de for franskmændene mere ukendte egne af Danmark. 

”Franskmændene har fået øje på Danmark som rejsemål, bl.a. i forbindelse med Tour de France, og de efterspørger kultur, design, god mad og har også fået interesse for den danske cykelkultur. Danmark ser nu igen frem til en række store internationale cykelevents, bl.a. gennemførelsen af World Tour Copenhagen, i de kommende år, så vi glæder os meget til at præsentere mad, design, cykler, dansk livsstil og bæredygtige løsninger til franskmændene, den franske rejsebranche og franske medier,” siger CEO Katja Moesgaard fra VisitDenmark.

Interesse fra erhvervslivet

Under fremstødet vil danske virksomheder kunne bruge pavillonen og blive en del af udstillingen og aktiviteterne over for publikum, og en række virksomheder har allerede tilkendegivet interesse for at deltage i fremstødet. LEGO Group og BESTSELLERs brands JACK & JONES og VERO MODA er allerede med som partnere, og flere af de danske markedsføringskonsortier spiller ind til fremstødet med ideer og ekspertise, bl.a. State of Green og Creative Denmark.

I de kommende måneder færdiggør BRIQ Arkitekter og Lendager Arkitekter tegningerne til pavillonen og udstillingen samt planerne for de aktiviteter og events, der skal foregå under OL. 

Kort om den danske pavillon i Paris 
 

I løbet af de 17 OL-dage vil besøgende fra hele verden kunne opleve det bedste fra Danmark i den danske pavillon ved Danmarkshuset i Paris og i den danske kirke, Frederikskirken. 

Fremstødet gennemføres fra den 26. juli til den 11. august med fokus på livskvalitet, og fremstødets fokus vil være danske idéer, færdigheder og bæredygtige løsninger, som kan bidrage med svar og positive forandringer ift. den globale kamp mod klimaforandringer, dalende sundhed og trivsel mv.  

Alle er velkomne og der vil være gratis adgang alle dage fra kl. 11.00 til 22.00. 

En lukket del af Danmarkshuset vil endvidere fungere som det officielle House of Denmark – IOC´s betegnelse for DIF (Danmarks Idrætsforbund) og Team Danmarks samlingspunkt for OL-stab, bestyrelser, samt inviterede gæster fra specialforbund, samarbejdspartnere og de danske olympiske partnere. I House of Denmark afvikles events og seminarer for de danske olympiske partnere og for repræsentanter fra dansk og fransk erhvervsliv.