Danmarks største turistundersøgelse nogensinde skydes i gang
I januar 2025 er VisitDenmark gået i gang med den største turistundersøgelse, der nogensinde er lavet i Danmark. Med næsten 17.000 deltagere og et tæt samarbejde med landets destinationer vil undersøgelsen give ny og værdifuld indsigt i turisterne og deres adfærd.
Hver gang en turist vælger at besøge Danmark, bidrager det til økonomi, udvikling og arbejdspladser i hele landet. Derfor spiller turismen en væsentlig rolle, når det handler om at skabe muligheder – også for dem, der bor i landet.
VisitDenmark har ansvaret for løbende at sikre, at udviklingen af turismeerhvervet er baseret på de faktuelle forhold, og organisationen gennemfører årligt en række gennemgribende undersøgelser til gavn for hele erhvervet. I januar 2025 skydes Turistundersøgelsen i gang, og for første gang vil der være mulighed for at trække delresultater ud undervejs.
"Vi har lyttet til destinationselskabernes ønsker og gør det nu muligt for dem at få adgang til data med kvartalsvise opdateringer. Det er et vigtigt redskab, der kan støtte dem i deres lokale arbejde med at udvikle turismen," siger Charlotte Rømer Rassing, chef for analysen i VisitDenmark.
Turistundersøgelsen er den største nogensinde, fordi flere destinationsselskaber har købt ekstra interview og ekstra spørgsmål for at blive klogere på turismen i deres lokalområde. Der bliver i alt lavet 16.850 interviews fordelt på tre grupper: 9.200 med kyst- og naturturister, 3.550 med storbyturister og 4.100 med erhvervsturister – heraf 1.600 mødeturister.
Interviewene gennemføres ansigt-til-ansigt på nøje udvalgte overnatningssteder i hele landet, som VisitDenmark og destinationsselskaberne har peget på. Resultaterne vejes op mod den officielle overnatningsstatistik og sikrer repræsentativitet for de vigtigste nationaliteter.
"I år sætter vi ekstra fokus på erhvervs- og mødeturister, fordi de spiller en vigtig rolle for turismens økonomi. De er en væsentlig del af det samlede turismebillede, og vi ønsker at få endnu større indsigt i deres behov og adfærd, så vi bedre kan understøtte både destinationer og erhvervsliv samtidig med, at vi opgør mødeturismens økonomiske betydning for første gang siden 2017,” siger Charlotte Rømer Rassing.
Formålet med turistundersøgelsen er at kortlægge turisternes forbrug, rejsevaner, motiver, tilfredshed og meget mere. De mange data bliver en vigtig del af VisitDenmarks rapporter og analyser, som bruges til at udvikle både destinationer og produkter samt til at styrke den internationale markedsføring.
"Det her er en uvurderlig kilde til viden, der kan hjælpe hele turismesektoren. Med input fra næsten 17.000 turister får vi et detaljeret billede af deres adfærd og præferencer, og vi håber, at overnatningsstederne rundt omkring i landet vil tage godt imod interviewerne," siger Charlotte Rømer Rassing.
Undersøgelsen bliver gennemført i samarbejde med analyse- og konsulenthuset Silverlining, som sikrer en grundig og pålidelig dataindsamling. De første resultater vil blive tilgængelige løbende fra 2025. De endelige resultater ligger klar i 2026.