The Dunes at Henne Strand in West Jutland, Denmark

God medieomtale kræver fælles indsats

13.6.2019
Foto: © Mette Johnsen

2018 har været endnu et godt år, når det gælder de internationale medieomtaler af Danmark. Der har været flere end 6.000 omtaler, og særligt destinationerne spiller en vigtig rolle under de mange pressebesøg, som har været gennemført i løbet af året. 

435 pressebesøg førte sidste år til en lang række flotte artikler om Danmark i toneangivende medier på dansk turismes prioriterede markeder. 

Det er blandt andet New York Times, Condé Nast Traveller og The Telegraph, som har bragt reportager fra Danmarks byer, kyster og naturområder. 

I alt blev det til 6.052 omtaler af Danmark i 2018, som VisitDenmark har været involveret i. Det viser analysen ”Danmark i de internationale medier”, hvor årets medieomtaler er gjort op. 

Samarbejdet med destinationerne har stor indflydelse på den gode omtale af Danmark. Det er nemlig destinationerne, der er værter for de mange journalister og bloggere, der har besøgt Danmark på invitation fra VisitDenmark.  

”Der bliver gjort en stor indsats på destinationerne for at finde de unikke oplevelser og særlige historier, som gør, at journalisterne får en god historie med hjem, der kan give et nyt og måske overraskende perspektiv på Danmark. Og indsatsen giver resultater i form af god omtale,” siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen, VisitDenmark. 

 

Krav om relevans 

Det er ikke kun storbyerne, der trækker overskrifter i de internationale medier. Faktisk var to tredjedele af medieomtalerne relateret til kyst- og naturturismen, viser presseanalysen. 

Blandt andet har New York Times anbefalet deres læsere at besøge Aalborg og Fanø, mens Henne Strand er på CNNs liste over anbefalede rejsemål i 2019. 
De internationalt mindre kendte danske destinationer virker eksotiske for en global læserkreds og er dermed gode historier for medierne, som altid er på jagt efter nye destinationer og unikke oplevelser. Og omtalerne af de mindre kendte destinationer er vigtige, fordi de er med til at gøre Danmark større i turisternes bevidsthed og samtidig fungerer som nye grunde til at besøge Danmark. 

”På alle markeder bliver vores presseansvarlige konstant mødt med krav om at være relevante og præsentere nyheder over for journalisterne. Derfor er samarbejdet med destinationerne så vigtigt. Destinationerne er med til at klæde de presseansvarlige på, så de kan gøre journalisterne interesserede i Danmark ud fra den vinkel, der er relevant for det pågældende medie. Det handler om at vise de skjulte perler frem,” siger Janne Grønkjær Henriksen. 

Netop derfor mødes repræsentanter fra destinationerne med VisitDenmarks presseansvarlige på markederne til en årlig workshop, hvor de udveksler erfaringer, taler om nyheder på destinationerne og kommende pressebesøg. Næste workshop er i oktober 2019. 

Fakta

De presseansvarlige på VisitDenmarks markedskontorer har et stærkt netværk med de lokale journalister, som de blandt andet hjælper med tips og idéer til historier om Danmark. Her er et udpluk af presseaktiviteterne i 2018. 

•    435 pressebesøg til Danmark
•    1853 journalisthenvendelser 
•    184 pressemeddelelser og nyhedsbreve
•    569 møder med journalister 
•    39 medieevents og netværksmøder

Flere nyheder

Familie på strand i Hirtshals
Udsigt til god sommer i dansk turisme
Helligdomsklipperne
Fortællingen om de gode danske madoplevelser
Havn og havnebad i Odense
Kampagne skal skabe nyt billede af Odense
Kids running on Saltum Beach in North Jutland
Stærkt fokus på Nordrhein-Westfalen og Niedersachsen